Forside Generelle nyheder DMI melder om mulig varmerekord: Så høje temperaturer kan vi...

DMI melder om mulig varmerekord: Så høje temperaturer kan vi opleve

sol, hedebølge
Shutterstock

Det kan stikke helt af.

Sommervarmen har indfundet sig over det meste af landet, men nu bliver det endnu varmere hen over weekenden.

Allerede i dag kommer temperaturen op over 30 grader flere steder – især i Syd- og Østjylland, hvor det nogle steder bliver op til 32 grader.

Som altid bliver det lidt køligere ved de kystnære områder, skriver DMI.

I aften vil temperaturen kun falde langsomt, og ved solnedgang er der stadig over 25 grader mange steder.

Natten bliver også særdeles varm, og mange vil kunne opleve en tropenat med temperaturer, der ikke kommer under 20 grader.

Selvom det allerede bliver rimelig varmt i dag, bliver både lørdag og til dels søndag endnu varmere med temperaturer, der topper lørdag med op omkring 35 grader – særligt i de syd- og østlige egne.

Der er med andre ord chance/risiko for, at vi slår den hidtidige varmerekord fra juni.

Der blev i Hillerød den 29. juni 1947 målt 35,5 grader. Vi kommer antageligt ikke over det varmerekorden fra Holstebro, som fik 36,4 grader den 10 august 1975.

Hvis du synes, det er for varmt, kan det godt betale sig at søge mod kysterne, hvor det endnu lidt kølige vand holder de højeste temperaturer lidt på afstand.

Til de festglade studenter og musikglade festivalgængere skal der lyde en opfordring til at huske at drikke rigeligt med vand, indtage lidt ekstra salt samt passe på hinanden i varmen de kommende dage. 

Søndag begynder køligere luft at presse på fra vest, hvorved der kan ventes regn- og tordenbyger flere steder.

Da Danmark opfylder kriteriet for en hedebølge – et gennemsnit af de højeste temperaturer målt over tre dage på over 28 grader – har DMI udsendt varsel om hedebølge, gældende fra i dag klokken 12 til og med søndag klokken 21.

Ads by MGDK