Jesper Bengtson
Servicelovens § 112 forpligter kommunen til at bevilge hjælpemidler til borgere med varigt nedsat funktionsevne – uanset indkomst.
Har man en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, er det ikke kommunens kasse eller borgerens økonomi, der afgør, om der bevilges et hjælpemiddel.
Det afgør servicelovens § 112, som pålægger kommunen at yde støtten, når hjælpemidlet i væsentlig grad afhjælper følgerne af den nedsatte funktionsevne, letter dagligdagen i hjemmet eller er nødvendigt for at kunne udøve et erhverv.
Ordningen omfatter alt fra rollatorer, kørestole og badebænke til kropsbårne produkter som stomi- og diabetesmidler. På Hjælpemiddelbasen, som drives af Social- og Boligstyrelsen, kan borgere, sagsbehandlere og terapeuter søge blandt over 90.000 hjælpemidler og godt 1.300 forhandlere.
Hjælpemiddel eller forbrugsgode
Reglerne skelner skarpt mellem to typer produkter. Et hjælpemiddel efter § 112 er fremstillet med det formål at kompensere for en funktionsnedsættelse. Et forbrugsgode efter § 113 er derimod et almindeligt produkt, som også kan bruges kompenserende, forklarer DUKH i sin lovguide.
Sondringen har direkte økonomisk betydning. Et bevilget hjælpemiddel er gratis for borgeren, mens et forbrugsgode kun udløser tilskud, hvis udgiften overstiger 500 kroner.
Tilskuddet dækker som hovedregel halvdelen af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende type. Fungerer forbrugsgodet udelukkende som kompensation for funktionsnedsættelsen, betaler kommunen dog hele anskaffelsen.
Enkelte hjælpemidler har fast egenbetaling. På borger.dk fremgår det, at ortopædisk fodtøj i 2026 koster borgeren 610 kroner for børn og 1.100 kroner for voksne, mens resten dækkes af kommunen.
Frit valg af leverandør
Får man en bevilling, er man ikke tvunget til at tage den model, kommunen har på lager.
Borgeren kan som udgangspunkt selv vælge leverandør og produkt, men kommunen refunderer kun op til prisen på den løsning, den selv har vurderet som den billigste og bedst egnede. Vælger man et dyrere produkt, betaler man selv differencen.
Kravet om dokumentation afhænger af sagens karakter. Ved førstegangsansøgninger eller ved væsentlige ændringer i funktionsevnen indhenter kommunen aktuelle oplysninger fra egen læge eller sygehus.
Selve ansøgningen skal som hovedregel sendes digitalt via selvbetjeningsløsningen på borger.dk.
Sådan klager man
Er man uenig i kommunens afgørelse, er klagefristen fire uger fra modtagelsen. Klagen sendes til kommunen, som skal genvurdere sagen inden fire uger. Fastholder kommunen sit afslag, videresender den automatisk sagen til Ankestyrelsen, der træffer den endelige afgørelse.
Ankestyrelsen offentliggør løbende principafgørelser, som kommunerne skal følge. Principafgørelserne er også søgbare i Hjælpemiddelbasen, hvor de er koblet til de produktkategorier, de vedrører. Det giver både sagsbehandlere og borgere mulighed for at se, hvordan lignende sager tidligere er faldet ud.
En ting, borgeren skal være opmærksom på, er tidspunktet for anskaffelsen. Har man købt hjælpemidlet, før kommunen har truffet afgørelse, er hovedreglen, at der ikke ydes støtte bagud. Kommunen skal have mulighed for at vurdere behovet, før udgiften afholdes.
