Forside Generelle nyheder DMI melder om varmerekord: Kan medføre store konsekvenser

DMI melder om varmerekord: Kan medføre store konsekvenser

ældre par sidder i stole på strand og kigger ud på vandet i godt solrigt vejr
Shutterstock.com

En ny rekord er nu sat.

Varmen fortsatte i juli. Ifølge den europæiske klimatjeneste Copernicus Climate Change Service (C3S) blev den globale havoverfladetemperatur uden for polarområderne den højeste, der nogensinde er målt i en juli måned.

Den gennemsnitlige temperatur i havoverfladen på tværs af næsten hele kloden – fraregnet polarområderne – nåede 20,96 °C.

Det er 0,07 grader over den hidtidige julirekord fra 2023.

Særligt store områder af det tropiske Stillehav var usædvanligt varme. Her er El Niño under udvikling og ventes ifølge Copernicus at blive yderligere forstærket i de kommende måneder.

Omkring Europa blev der samtidig målt rekordhøje julitemperaturer i havet langs Atlanterhavskysten og i det vestlige Middelhav, hvor store områder var ramt af kraftige marine hedebølger.

“Havet er en stor del af historien om den varme, vi oplever. Det optager langt størstedelen af den ekstra varme i klimasystemet og afgiver den igen langsomt. Når havet allerede er usædvanligt varmt, kan det være med til at holde temperaturen oppe og forlænge perioder med varme,” siger Jacob Høyer, der er fungerende chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.

To måneder med usædvanlig varme

Globalt blev juli 2026 den delt næstvarmeste juli i Copernicus’ måleserie, kun overgået af juli 2023. Temperaturen var 1,47 °C over niveauet i den førindustrielle periode 1850-1900.

Europa som helhed skilte sig mindre markant ud. Juli blev den 11. varmeste i måleserien.

I Vesteuropa var billedet det modsatte. Juni og juli tilsammen blev den varmeste tomånedersperiode nogensinde målt for regionen: 21,62 °C i gennemsnit, hele 2,79 grader over normalen for 1991-2020.

Den langvarige varme faldt sammen med stadig mere udtørrede jorde. Frankrig, Spanien, dele af Tyskland og Storbritannien oplevede usædvanligt lidt nedbør eller meget lav jordfugtighed, og vandføringen i blandt andet Seinen, Rhinen og Donau var langt under normalen.

Kombinationen af varme og tørke var samtidig med til at skabe forhold for omfattende naturbrande i Vesteuropa.

Ads by MGDK