Jesper Bengtson
Arveloven sikrer børn og ægtefælle mindst en fjerdedel af boet, uanset hvad testamentet siger.
Et testamente giver stor frihed, men ikke fuld råderet. Arveloven sætter en fast bund: en fjerdedel af nettoboet er tvangsarv og går altid til afdødes livsarvinger og ægtefælle. De resterende tre fjerdedele, kaldet friarven, kan man derimod disponere over efter eget ønske.
Reglen står i arvelovens § 5, stk. 1, som fastslår, at en fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv. Konsekvensen er, at man aldrig kan skrive sine børn eller sin ægtefælle helt ud af arven, uanset hvordan testamentet ellers er formuleret.
Tvangsarven fordeles i to lige dele
Har man både ægtefælle og børn, splittes tvangsarvens 25 procent i to lige store dele. Ægtefællen får den ene halvdel, altså 12,5 procent af nettoboet, og børnene deler den anden halvdel ligeligt imellem sig, oplyser Borger.dk. Er der to børn, får hvert barn 6,25 procent af boet. Er der fire, får hvert 3,125 procent.
Er afdøde ugift, går hele tvangsarven på 25 procent til børnene. Er der ingen livsarvinger, tilfalder tvangsarven ægtefællen alene. De øvrige 75 procent, friarven, kan testator fordele frit, både til familie, venner, en samlever eller velgørenhed.
Loft over børns tvangsarv i store boer
Ved større formuer kan tvangsarven til hvert enkelt barn begrænses beløbsmæssigt. Ifølge Ældre Sagen er grænsen 1.580.000 kroner per barn i 2026, og beløbet reguleres årligt. Muligheden gælder kun børn, ikke ægtefællen, og skal indsættes eksplicit i testamentet.
For en formue på 20 millioner betyder det, at et barns tvangsarv kan holdes på 1.580.000 kroner i stedet for de knap 2,5 millioner, som de 12,5 procent ellers ville udgøre. Overskuddet flytter over i friarven og kan sendes videre til andre arvinger.
Samlevere står uden for tvangsarven
Reglerne rammer særligt de sammenbragte familier og de ugifte. Papirløse samlevende arver ikke automatisk efter hinanden, uanset hvor længe de har boet sammen. “Samlevende arver ikke efter hinanden”, understreger advokatfirmaet Advodan. Uden testamente går hele boet til afdødes livsarvinger, mens samleveren står tomhændet, også efter årtiers samliv.
Løsningen er et udvidet samlevertestamente, som forudsætter fælles folkeregisteradresse i mindst to år eller fælles barn. Med den konstruktion kan længstlevende arve op til syv ottendedele af boet, og børnenes tvangsarv kan begrænses til den resterende ottendedel.
I sammenbragte familier vejer tvangsarven ekstra tungt. Særbørn, altså børn fra tidligere forhold, er også tvangsarvinger på lige fod med fælles børn. En ny ægtefælle kan derfor ikke arve særbørnene ud, selv om testamentet forsøger det. Særbørnene bevarer deres krav på deres andel af tvangsarven.
Grænsen mellem det tilladte og det ugyldige
Kort fortalt kan et testamente omfordele op til 75 procent af boet, men aldrig ophæve tvangsarven. En forælder kan bestemme, at en ny ægtefælle skal arve hele friarven, mens børnene fra første ægteskab holdes på deres samlede 12,5 procent af boet. Går testamentet længere end det, er den del af bestemmelsen ugyldig, og skifteretten vil ved dødsboets behandling korrigere fordelingen efter arvelovens regler.
Vil man begrænse et barns tvangsarv til beløbsgrænsen på 1.580.000 kroner, kræver det en udtrykkelig formulering i testamentet. Grundbeløbet i loven er 1.000.000 kroner og reguleres årligt efter arvelovens § 97.
