Kender du reglerne for sygdom på ferien?
Sygdom er hvermands herre, lyder en gammel talemåde – og mange har prøvet at være nødt til at skifte kontorstolen ud med sygesengen, lige efter ferien er begyndt.
Med sommerferien lige om hjørnet er det derfor nu, både medarbejdere og arbejdsgivere skal sætte sig ind i reglerne for erstatningsferie.
“Man er aldrig herre over sygdom, og for en række danskere er det desværre tilfældet under ferien,” siger Head of HR Legal, Lisbeth Lindorff Riis, fra konsulenthuset Azets og tilføjer:
“Bliver man som medarbejder syg før feriens start, skal man sygemelde sig inden begyndelsen af normal arbejdstid på den første feriedag for at få erstatningsferie. Altså skal man gøre, som man plejer ved sygemelding uden for ferien.”
Bliver man syg under ferien, har man også ret til erstatningsferie. Her skal medarbejderen følge virksomhedens regler for sygemelding og give besked til arbejdsgiveren samme dag.
Samtidig skal man dokumentere sygefraværet ved lægeerklæring fra 1. sygedag.
“Det er et krav, at medarbejderen skal dokumentere sygefraværet, men arbejdsgiver kan vælge at give afkald på lægeerklæringen, uden at det får indflydelse på retten til erstatningsferie. Hvis medarbejder bliver afkrævet lægeerklæring, skal lønmodtageren selv betale for den,” påpeger Lisbeth Lindorff Riis.
Retten til erstatningsferie gælder kun ved medarbejderens egen sygdom.
Sygdom hos et barn, en ægtefælle eller andre familiemedlemmer giver således ikke ret til erstatningsferie, uanset om sygdommen opstår før eller under ferien.
Første fem sygedage tæller ikke
Ifølge Lisbeth Lindorff Riis udløser de første fem sygedage i hvert ferieår ikke erstatningsferie, da de er karensdage.
“Der er mange, der oplever at blive syge i ferien, når kroppen begynder at slappe af fra den hektiske hverdag. Sygdom i ferien udløser dog ikke automatisk erstatningsferie, da medarbejder først har ret til dette fra den 6. sygedag under ferie. De første fem dage er nemlig karensdage, der er proportionelle med 25 feriedage,” fortæller Lisbeth Lindorff Riis.
En medarbejder kan ikke kræve, at erstatningsferie placeres direkte efter den oprindelige ferieperiode.
Generelt skal erstatningsferie afholdes inden for det samme ferieår. Hvis dette ikke er muligt f.eks. på grund af fortsat sygdom, kan femte ferieuge overføres til næste ferieår. Det kan de resterende ferieuger ikke.
Rask midt i ferien?
Hvis man bliver rask igen inden for den planlagte ferie, er der også et par regler til dokumentation, som er vigtige at forholde sig til.
“Når medarbejderen bliver rask igen, er det vigtigt, at arbejdsgiver bliver informeret om, hvorvidt vedkommende ønsker at afholde resten af ferien eller begynde på arbejde igen og udskyde ferien til bedre tider, fordi ferieplanlægningen måske alligevel er gået i vasken,” siger Lisbeth Lindorff Riis.