Hvorfor skal cigaretter koste 100 kroner?

Sundhed

21/09/2019 13:15

Sine Barrett-Madsen

Magnus Heunicke ville kunne få alles respekt, hvis han turde sætte prisen rigtig højt på cigaretter. Både de unge (kommende) rygere og alle sundhedsprofessionelle ville føle sig hjulpet, i vores anstrengelser for at sikre sundere levevis.

Kære Magnus Heunicke. Hvorfor skal en pakke smøger snarere koste 100 kroner end 55 eller 60 kroner?

1) Først og fremmest fordi de unge mennesker siger, at det nok er deromkring smertegrænsen går. Der er åbenbart en god psykologisk virkning ved at prisen bliver trecifret. Så kan man enten droppe at ryge (det vil langt de fleste kunne uden problemer blandt de unge) eller gøre sig kriminel ved at aftage smuglervarer. Undersøgelser peger ret entydigt på, at de unge rygere selv siger, at høj pris vil være et effektivt virkemiddel i forhold til at få dem til at kvitte rygning eller undlade at starte. Der er også en del voksne og ældre, der holder op, når prisen bliver høj nok, det ved vi.

2) Fordi det vil opmuntre sundhedsprofessionelle til at bakke op og prioritere rygevaner højere i samtaler om sundhed med unge og gamle. Det er rigtig vanskeligt at holde fanen højt og gennemføre laveffektive, grænsende til virkningsløse samtaler med een ryger ad gangen, så længe de ansvarlige politikere ikke viser for fem øre mod til strukturel forebyggelse og afgiftspolitik, der bakker op.

3) Fordi det er falsk socialpolitik at gøre rygning og tobakspris til et fordelingspolitisk emne, og fremføre at nogle fattige rygere vil komme i klemme, hvis prisen bliver for høj. Man skal lige rense sine ører en ekstra gang, når man hører argumentet komme fra landets sundhedsminister.

Hvis Socialdemokratiet er løbet tør for socialpolitiske ideer, så stiller jeg mig gerne til rådighed med forslag til bedre måder at imødekomme landets fattige på, både rygere og ikke-rygere, end ved at sikre forsyningen af cigaretter til en overkommelig pris. Start f.eks. med at sikre de fattige, og især syge kontanthjælpsmodtageres værdighed og et rimeligt eksistensgrundlag, i stedet for at ydmyge og stresse dem i landets jobcentre med meningsløst lange prøvelser og afklaringer. Stress og marginalisering fremmer jo i øvrigt både sygdom og rygning.

Så kære Socialdemokrater – I har chancen for at gennemføre, hvad de liberale ikke havde mod til – så lad den ikke løbe jer af hænde. Jeres kommunikationsfolk og rådgivere tager fejl, partiet bliver til grin blandt både rygere og ikke-rygere i hele Danmark, og Magnus Heunicke kommer ekstremt dårligt fra start blandt landets sundhedsprofessionelle med dette virkningsløse forslag om 5 kroners stigning nu og fem kroner sidenhen.

Kære Magnus, træd i karakter og hold fast på de sundhedsmæssige argumenter som sundhedsminister. Du kan nå det endnu – skift synspunkt – det vækker ofte respekt at indrømme fejl – og du vil få klapsalver og opbakning fra alle de medarbejdere i sundhedsvæsenet, som du jo er øverste minister for, hvis du tør sige: ”100 kroner for cigaretter er godt for sundheden, så det vil jeg kæmpe for kommer til at ske”. Så er der sat et ambitiøst mål, og det kan godt være det skal ske i et par hop, måske starte med 75 kroner nu og så de sidste 25 kroner på om et år. Hovedsagen er at signalet er klart, OG at det virker godt på flere måder. Selvfølgelig koster det lidt i indtægt for Staten, men det vil være en ”god” investering.

 

Mest Læste

Annonce