En 47-årig kvindelig pædagog blev natten til mandag udsat for et voldsomt overfald på en institution i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Kvinden blev vækket midt om natten af en person, der efterfølgende bankede hende i hovedet med en kølle adskillige gange.
En 17-årig dreng er sigtet i sagen, og han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 09.00. Ifølge politiet var drengen anbragt på institutionen.
Politiet oplyser, at gerningsmanden var klædt i sort tøj og bankede på den 47-årige kvindes dør på bostedet midt om natten. Da kvinden åbnede døren, slog gerningsmanden hende flere gange i hovedet med en kølle.
Kvinden fik flere flænger i hovedet og blev kørt til sygehuset.
Medarbejdere på institutionen havde mistanke om, hvem gerningsmanden kunne være, og klokken 09.10 mandag blev den 17-årige dreng anholdt.
Han er nu sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold.
/ritzau/