Foto: Forsvaret

200.000 liter olie sluppet ud i havnen i Aabenraa

Bæredygtighed

07/09/2017 22:14

Nick Allentoft

Fredag sejler to af forsvarets miljøskibe til Aabenraa for at se på olieudslip i havnen. Olien er inddæmmet. OPDATERET: 200.000 bl.a. rettet til 60.000. Forklaring fra ansvarlig virksomhed.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er torsdag sket et olieudslip i havnen i Aabenraa. Efter et par timer blev olien inddæmmet.

Ifølge politiet er der sket et større udslip af dieselolie. Man fik besked om udslippet lidt før klokken 12. Med ved 14-tiden lød det, at forureningen var inddæmmet ved hjælp af en flydespærring.

Omkring klokken 20.30 melder politiet, at olieudslippet er mere omfattende end først antaget. Udslippet vurderes således til at være på 200.000 liter, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mængden af olie får dog ikke betydning for myndighedernes strategi i forhold til at mindske miljøskaderne.

Fredag får Aabenraa hjælp fra Forsvarets Operationscenter. Forsvaret sender to miljøskibe afsted. 

Det oplyser vagtholdsleder Steffen Lund.

- Ethvert udslip, der kun er i havneområdet, klares som udgangspunkt af det lokale beredskab, men når det slipper ud af havneområdet, har Forsvaret en aktie i det.

- Derfor sender vi vores miljøskibe derned, så vi kan se, hvor stort udslippet er, siger han.

Jv.dk oplyste, at der var kraftig lugt af olie i området. Myndighederne brugte en drone for at få et overblik over situationen.

13 mand, seks køretøjer og en båd sendte Beredskabsstyrelsen til Aabenraa for at deltage i indsatsen. Det oplyste styrelsen på Twitter.

Myndighederne mener, at det er bedst at lade olien fordampe. Brug af kemikalier vil belaste havmiljøet yderligere.

Fugle er indsmurt i dieselolie. Hvis borgere finder skadede fugle, skal de kontakte Naturstyrelsen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Politiet oplyser torsdag eftermiddag på Twitter, at Naturstyrelsen afliver fugle, som er skadet af dieselolien. Derfor har politiet advaret om, at der kan lyde skud i området ud til Aabenraa Fjord.

 

Flytning af dieselolie medførte stort udslip Ifølge Dan-Balt Tank Lager A/S skete et olieudslip i Aabenraa torsdag, da olie skulle flyttes mellem tanke. Sådan forklarer Dan-Balt Tank Lager A/S fredag aften udslippet, der medførte, at en stor mængde dieselolie løb ud i havnen torsdag.

Ved flytningen skete der et overløb til et opsamlingskar, der havde direkte udløb til havnen i Aabenraa. Dermed løb olie ud i havnen, lyder det.

Hardy Olsen fra Dan-Balt oplyser, at virksomheden har arbejdet tæt sammen med myndighederne om udslippet.

- Vi er uendeligt kede af, at dette kunne ske. Vi har nu overblik over og styr på situationen. Alle påbud vil naturligvis blive overholdt, siger han i en skriftlig meddelelse.

Politiet har tidligere oplyst, at udslippet omfattede omkring 200.000 liter olie.

Ifølge Dan-Balt er der dog kun tale om 60.000 liter, der slap ud. Det skyldes, at meget af olien nåede at blive pumpet op, inden den løb ud i vandet.

Aabenraa Kommune har efter olieudslippet af dieselolie påbudt tanklager-virksomheden straks at opsamle og fjerne alt fri olie. Desuden skal virksomheden fjerne vandopblandet olie i opsamlingskarrene ved tankene.

Påbuddene skal være gennemført seneste søndag 10. september klokken 9. Her mødes virksomheden med kommunens miljøvagt, som vil kontrollere, om påbuddet er opfyldt.

Hardy Olsen fortæller, at Dan-Balt nu "arbejder med en revidering af de interne procedurer for at sikre, at sådan et udslip aldrig kan finde sted igen".

Forureningen efter udslippet omfatter enkelte kystnære områder i den nordlige del af Aabenraa Fjord.

Det er omkring Skarrev, der er blevet forurenet, og myndighederne vil lørdag rense området.

Omkring seks til syv fugle er blevet aflivet, da de er blevet skadet af dieselolien.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.