Borgerrepræsentationen i København vil ikke tage imod flere flygtninge. Det er konklusionen på en afstemning her til aften, hvor SF, Radikale Venstre og Enhedslisten blev nedstemt.
De tre partier ønskede, at København tog imod 200 flygtninge. I motivationen for lovforslaget står der, at der er " tale om en ekstraordinær situation, som kræver handling."
- Jeg er ikke imod, at der kommer flere flygtninge til Danmark. Men det skal være de kommuner, der ikke bærer deres ansvar lige nu, der går forrest. - I København har vi integrationsproblemer, så jeg vil gerne skubbe bolden videre til dem, der ikke tager nok, siger Lars Aslan Rasmussen (S), der er gruppeformand for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus. De tre forslagsstillere anbefaler i lovforslaget at huse flygtninge i det tidligere plejecenter Huset William på Vigerslev Allé i Valby, "som står tomt og kan huse ca. 150 personer i en midlertidig periode", står der. - Jeg er skuffet. København kan ikke redde hele verden, men vi kan tage vores ansvar. Vi har brugt 18 millioner på kunstgræsbaner, og så kan vi ikke bruge de her 28 millioner på 200 flygtninge. Ud af et budget på 3,17 milliarder, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev fra Radikale Venstre. Ifølge Anna Mee Allerslev bør integrationsproblemer ikke en årsag til at sige nej til flygtninge. - Jeg synes, det er for småt. Jeg mener ikke, man kan gemme sig bag en undskyldning om, at vi har integrationsproblemer. København går ikke neden om og hjem, fordi man tager 200 flygtninge. Hun sammenligner København med de mindre byer Aarhus, Aalborg og Odense, der tilsammen tager omkring 1600 flygtninge i 2016. Aalborg tager 642 flygtninge i 2016. Aarhus tager 587 flygtninge. I Odense er tallet 385. I alt forventes 12.000 flygtninge at få asyl i Danmark næste år. Aarhus rådmand: Skammeligt Det er decideret "skammeligt", at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation torsdag stemte imod et forslag om at modtage 200 flygtninge. Det mener Thomas Medom (SF), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus. - Hvorfor i alverden skal landets største og rigeste kommune ikke løfte sin del af kommunernes forpligtelser til at modtage flygtninge, spørger Thomas Medom i en skriftlig kommentar. - Hvis vi løfter i flok, er chancen for succesfuld integration større, og derfor er det helt uforståeligt, at København fortsat skal køre på frihjul, mener han. Det var Thomas Medoms partifæller i SF samt De Radikale og Enhedslisten, der i København havde foreslået at modtage de 200 flygtninge. Hovedstaden er en af de kommuner, der i 2016 ikke umiddelbart skal modtage nogen flygtninge som led i Udlændingestyrelsens kvotefordeling. Årsagen er, at der i forvejen bor mange udlændinge. Aalborg Kommune skal næste år modtage 642 flygtninge, hvilket er det højeste antal af alle landets 98 kommuner. Aarhus skal tage imod 587 flygtninge. Men Thomas Medom mener altså, at københavnerne også bør tage deres del. Her må folketingspolitikerne nu på banen, lyder det. - Der er brug for, at Christiansborg vågner op i denne sag, når nu flertallet i Borgerrepræsentationen mener, at en af verdens rigeste byer kan overlade opgaverne til resten af Danmark, siger Thomas Medom. /ritzau/