Alternative patienter famler i blinde

Velfærd

18/7/15 7:10

Nick Allentoft

Zoneterapi, hypnose eller akupunktur. Mere end hver anden har prøvet alternativ behandling. Men både politikere og eksperter efterlyser viden om effekten.

Når nattesøvnen udebliver, migrænen plager, eller knæet værker, så vælger et voksende antal patienter at søge hjælp hos en alternativ behandler.

Men det kan være en jungle at finde rundt i de mange forskellige behandlinger og mindst lige så uoverskueligt at orientere sig i udbuddet af mere eller mindre lødige kosttilskud. 

Sådan lyder kritikken fra sundhedspolitikere og patientforeninger, der efterlyser mere forskning i alternative behandlinger.

- Mange mennesker bruger alternativ behandling og spiser kosttilskud, som de dårligt ved, hvad der er i. Det er et kæmpe gråt marked, hvor nogle tjener enorme summer, og hvor der er alt for mange useriøse udbydere, siger direktør i Gigtforeningen Lene Witte.

Blandt foreningens medlemmer har otte ud af ti forsøgt sig med kosttilskud og naturlægemidler.

- Men det er svært for patienterne at vide, hvad der virker, er skadeligt eller bare spild af penge. Derfor er der i højeste grad brug for en uvildig, offentlig institution, som kan oplyse om produkter og behandlinger, siger Witte.

Også paraplyorganisationen Danske Patienter mener, at det alternative område er forsømt.

- Rigtig mange har gavn af alternativ behandling. Men det er svært at vide for både patienter og læger, hvad der er godt, og hvad der er skidt, siger formand Lars Engberg.

Dansk Folkeparti og det nye parti Alternativet talte under valgkampen varmt for en styrket forskning på området. 

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF), siger til Ritzau, at hun vil arbejde for, at der etableres et viden- og forskningscenter i alternativ behandling i lighed med det, som den tidligere regering nedlagde i 2012.

- Vi kan ikke leve med den nuværende nedprioritering af et område, som har betydning for så mange mennesker, siger hun. 

Samme holdning har sundhedsordfører for Alternativet Carolina Magdalene Maier.

- Vi må tage befolkningens erfaringer alvorligt. Jeg tror, at man om 300 år vil tænke: Hvor var de dog uoplyste dengang, at de slet ikke forstod sammenhængen mellem krop og psyke, siger hun.

Også læger og sygeplejersker støtter mere forskning. I Dansk Sygeplejeråd siger næstformand Anni Pilgaard, at mange sygeplejersker efterlyser mere viden, fordi et voksende antal patienter, især mange kræftsyge, ønsker at kombinere den konventionelle behandling med det alternative.

- Det er et problem, at sygeplejersker ikke kan støtte patienterne tilstrækkeligt på det her område. Det skaber en barriere, fordi patienten kan blive bange for at tage emnet op, og dermed risikerer tillidsforholdet at lide skade, siger Anni Pilgaard.

I Lægeforeningen er formand Andreas Rudkjøbing også positiv.

- Det bliver brugt en masse penge på alternativ behandling. Derfor er det fornuftigt at vurdere nogle af de behandlinger, som vi tror kan have en effekt, siger han.

Men forskningen skal foregå efter lægelige principper, hvor patienterne ved lodtrækning deles i en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe.

- Det er vores grundlag for at vurdere, om patienten har gavn af det ene frem for det andet, siger lægeformanden.

/ritzau/

 

Annonce