Angrende skatteål spytter 335 millioner i statskassen

Politik

01/03/2015 14:10

Nick Allentoft

Skatteministeren er chokeret over udbytte fra frit lejde aktion i skattelylande, men afviser en gentagelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Betal skat af de penge, du har gemt i udlandet, så slipper du med en bøde på højst 60 procent og undgår at komme i fængsel.

Sådan lød tilbuddet for et par år siden fra Skat til danskere med formuer i skattely.

Og det har nu givet et skatteprovenu på 260 millioner kroner og udløst bødebetalinger på 75 millioner kroner. 

- 335 millioner kroner i statskassen er altid positivt. Men jeg må sige, at jeg er godt nok chokeret over, at der så stort et beløb, siger skatteminister Benny Engelbrecht (S) til Ritzau. Da regeringen selv lancerede frit lejde aktionen anslog den, at 3-5 mia. kroner hvert år forsvinder ud af landet til skattely. 

Læs også: Regeringen vil hive skjulte mia hjem fra skattely

Tilbuddet til de angrende skatteål gjaldt i perioden fra 1. juli 2012 og et år frem. Det udløste 192 selvanmeldelser og gav skat kendskab til nye formuer i udlandet på i alt en milliard kroner.

Ikke desto mindre afviser skatteministeren en gentagelse af tilbuddet.

- Det her var en "once in a lifetime opportunity". I løbet af relativt kort tid har vi informationsudvekslingsaftaler med stort set alle lande i verden, så det ville ikke give nogen som helst mening at begynde at åbne det her vindue igen, mener Benny Engelbrecht.

Tilbuddet gjaldt formuer placeret i lande, hvor Danmark ikke havde aftaler om informationsudveksling ved indgangen til 2008. Siden er der forhandlet flere af disse aftaler på plads, og til nytår træder de seneste i kraft.

- Derefter er vi strengt taget nede på, at der stort set kun er De Arabiske Emirater tilbage, hvor der ikke er informationsudvekslingsaftale, påpeger Benny Engelbrecht.

Han medgiver, at det tidligere har været "lidt for let" at skjule formuer i skattely.

- Men den tid, hvor man kunne placere penge i et land, uden at det bliver opdaget af myndighederne, er ved at være slut. Der er stadigvæk muligheder tilbage, men jeg tror kun det er et spørgsmål om tid, før de forsvinder, siger han og tilføjer: 

- Medmindre man selvfølgelig syer pengene direkte ind i en madras – og så er de ikke til særlig meget nytte.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.