Hillary Clinton, storfavorit til at blive Demokraternes kommende præsidentkandidat i USA, er langt fra så populær blandt de demokratiske vælgere som tidligere.
Det viser en ny meningsmåling fra CNN.
47 procent af de personer, der støtter Demokraterne, siger, at de peger på Clinton som partiets præsidentkandidat. Det svarer til en tilbagegang på ni procentpoint i forhold til i juli og er det laveste niveau siden 2001.
Det er første gang, at hun er under 50 procents opbakning i en måling hos CNN.
Til gengæld går Clintons nærmeste rival, senator Bernie Sanders, frem med hele ti procentpoint til 29 procent, mens vicepræsident Joe Biden, der endnu ikke har tilkendegivet, om han stiller op, ligger på en tredjeplads med 14 procents opbakning.
44 procent af amerikanerne har et positivt syn på Clinton, mens 53 procent har et negativt syn på hende. Også på det punkt er målingen den svageste siden 2001 for den tidligere udenrigsminister.
Clinton er dog den kandidat, som de demokratiske vælgere stoler mest på, når det gælder emner som økonomi, raceforhold, udenrigspolitik og løngabet mellem rig og fattig.
Målingen viser også, at skulle der holdes valg i dag, ville Clinton kunne slå samtlige de republikanske kandidater i kampen om at overtage præsidentposten fra Barack Obama.
Alligevel må Clinton bekymre sig om den seneste tids meningsmålinger. Tidligere i august viste en måling, at Bernie Sanders har taget føringen i delstaten New Hampshire, der er en af de første stater til at holde primærvalg i februar næste år.
Det er ved primærvalgene, at den endelige præsidentkandidat findes.
/ritzau/Reuters
Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding.