Dansk Erhverv: Hjemmehjælp skal ikke være en priskonkurrence

Politik

03/09/2017 22:03

Nick Allentoft

Dansk Erhverv: Hjemmehjælp skal ikke være en priskonkurrence

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kommunerne skal stille krav om en bankgaranti, når de indgår kontrakter med private leverandører af hjemmehjælp, mener innovationsminister Sophie Løhde (V).

Det får opbakning fra Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk chef hos Dansk Erhverv, der organiserer størstedelen af de private plejefirmaer.

- Vi er sådan set helt enige i, at der skal kunne stilles krav om bankgarantier til de private virksomheder. Og hvordan man kan gøre det, har vi gode bud på og er noget, vi gerne vil diskutere med politikerne, siger han.

En redegørelse, som regeringen har fået lavet, viser ifølge TV2, at halvdelen af alle kommuner ikke har en beredskabsplan for, hvad der skal ske, når et privat hjemmeplejefirma går konkurs.

Det overrasker Rasmus Larsen Lindblom. Han ser gerne, at beredskabsplanerne planlægges hurtigst muligt og i samarbejde med de virksomheder, der er på området.

Derudover ser han flere ting, der kan gøres i forsøget på at forebygge konkurser blandt plejefirmaerne - blandet andet et bedre samarbejde om kvalitet og pris.

- Det handler om, at afregningsprisen er den rigtige. Det skal være en konkurrence på kvalitet og ikke kun pris. Det skal ikke bare være en priskonkurrence, siger han.

Dansk Erhverv ser desuden gerne, at det frie valg bliver udvidet til at omfatte mere end hjemmeplejen - eksempelvis rehabilitering og genoptræning - og med bedre information til borgerne.

- Ved at udvide det frie valg, styrke det frie valg, så kan man få mere sammenhæng for borgeren, og man kan få mere robuste og fagligt bæredygtige leverandører.

De ældre kan med det frie valg selv vælge leverandør af hjemmeplejen.

Souschef i Ældre Sagen Jens Højgaard støtter også forslagene om nødplaner og bankgarantier, men peger også på andre tiltag.

- Vi skal også have sikret kvaliteten af firmaerne, der yder pleje. Der skal desuden være et uafhængigt tilsyn, som kan gribe ind, hvis tingene er ved at køre af sporet, siger han.

Redegørelsen viser ifølge TV2, at mindst 40 private plejefirmaer er gået konkurs i perioden 2010 til 2016.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.