Venstre vil indføre et såkaldt "nyt og moderne" kontanthjælpsloft, der skal bestemme, hvor meget man kan modtage i samlede ydelser fra det offentlige.
Partiet sætter ikke beløb på, hvor grænsen skal gå.
Herunder kan du se, hvor meget forskellige familier modtager i kontanthjælp efter skat og andre offentlige ydelser, såsom børnepenge, boligstøtte, tilskud til dagtilbud og andre særlige tilbud per år. Opgørelsen er foretaget af Beskæftigelsesministeriet.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) fremhæver i sit svar, at alle i lavtlønsjob ligeledes har ret til de supplerende ydelser - på nær særlig boligstøtte. Det kan derfor betale sig at tage et job frem for at være på offentlig forsørgelse.
Par med tre børn på 1, 5 og 10 år:
* Et par på kontanthjælp over 30 år med tre børn i alderen 1, 5 og 10 år vil samlet modtage 252.792 kroner årligt i kontanthjælp efter skat.
* Derudover vil de modtage offentlige skattefrie ydelser og tilskud til daginstitutioner på samlet 121.324 kroner.
* Samlet set vil familien modtage 374.116 kroner, inden udgifter til husleje, dagtilbud m.m. er afholdt.
Par med to børn på 2 og 4 år:
* Et par på kontanthjælp over 30 år med to børn i alderen 2 og 4 år vil samlet modtage 252.792 kroner årligt i kontanthjælp efter skat.
* Derudover vil de modtage offentlige skattefrie ydelser og tilskud til daginstitutionsbetaling på samlet 81.331 kroner.
* Samlet set vil familien modtage 334.123 kroner, inden udgifter til husleje, dagtilbud m.m. er afholdt.
Enlig med tre børn på 1, 5 og 10 år:
* En enlig på kontanthjælp over 30 år med tre børn i alderen 1, 5 og 10 år vil samlet modtage 126.049 kroner årligt i kontanthjælp efter skat.
* Derudover vil vedkommende modtage offentlige skattefrie ydelser og tilskud til daginstitutionsbetaling på samlet 238.723 kroner.
* Samlet set vil vedkommende modtage 364.772 kroner, inden udgifter til husleje, dagtilbud m.m. er afholdt.
Enlig med to børn på 2 og 4 år:
* En enlig på kontanthjælp over 30 år med to børn i alderen 2 og 4 år vil samlet modtage 126.049 kroner årligt i kontanthjælp efter skat.
* Derudover vil vedkommende modtage offentlige skattefrie ydelser og tilskud til daginstitutionsbetaling på samlet 178.149 kroner.
* Samlet set vil vedkommende modtage 304.198 kroner, inden udgifter til husleje, dagtilbud m.m. er afholdt.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet
/ritzau/