Finanslovsforslag fra S: Uddannelse, arveafgift og elbiler

Politik

06/09/2018 09:06

Nick Allentoft

Socialdemokratiet har fremsat sit finanslovsforslag. Torsdag er regeringens ditto til debat i Folketinget.

Forskellen er til at få øje på, hvis man ser på regeringens finanslovsforslag og Socialdemokratiets eget forslag til en finanslov for 2019.

Det mener finansordfører Benny Engelbrecht (S), efter at Socialdemokratiet netop har fremlagt sit finanslovsforslag. Det har fået titlen "Gør gode tider bedre - for alle".

Torsdag førstebehandler Folketinget regeringens finanslovsforslag.

Følg finanslovsforhandlingerne for 2019 her

Vi samler alle historier fra forløbet om finanslovs-forhandlingerne på denne temaside.

- Vi vil holde hånden under velfærden. I tre år har den nuværende regering sparet. Nu er regeringen i forbindelse med den næste finanslov så kommet med lidt flere gaver, end den plejer.

- Men frem mod 2025 vil regeringen fortsætte en politik, hvor man skærer år for år, siger Engelbrecht.

I Venstre er meldingen - ikke overraskende - en anden. Venstre konstaterer, at man har været med til at tilføre 75 milliarder kroner ekstra til velfærd hen over de seneste 17 år.

- Hvis man lytter til venstrefløjen, lyder det som om, at Danmark er ved at kollapse, sagde Venstres politiske ordfører, Britt Bager, onsdag.

- De har været gode til at råbe op om, at det går dårligt i samfundet, og at der bliver skåret på velfærden.

- Vi gør bare opmærksomme på, at hvis man kigger ud af vinduet, så går det godt, sagde hun.

Socialdemokratiet prioriterer blandt andet en værdig ældrepleje, at få 500.000 grønne biler - for eksempel brintbiler - på vejene i 2013 og at afskaffe besparelser på to procent årligt på uddannelserne.

Partiet finder pengene to steder. Dels 4,6 milliarder kroner fra en række centrale reserver på finanslovforslagets paragraf 35.

Dels 1,3 milliarder kroner ved at hæve arveafgiften, når virksomheder overdrages. Endelig vil partiet sænke statstilskuddet til privatskoler.

Det fremgår dog ikke, hvad det eksempelvis vil koste, hvis der skal være 500.000 grønne biler på vejene i 2030.

- Det er klart, at første skridt skal tages i 2019. Det er ikke i 2019, at vi kommer i mål med at få 500.000 grønne biler i 2030. 

- Men vi skal i gang med infrastrukturudrulninger, og det står på agendaen, at vi skal kigge på lavere afgifter for elbiler. Det vil være et oplagt sted at begynde, siger Engelbrecht.

Han medgiver, at Socialdemokratiet især "har skærpet sin position" med udmeldingen om, at man vil stoppe besparelserne på to procent årligt - omprioriteringsbidraget - på uddannelserne. 

Regeringen vil først fra 2022 sløjfe omprioriteringsbidraget på uddannelserne.

 

OVERBLIK: Det vil Socialdemokratiet prioritere Socialdemokratiet har præsenteret sit finanslovsforslag for 2019 "Gør gode tider bedre - for alle". Her er et overblik over nogle af partiets prioriteringer:

 

Tryghed om velfærden:

Socialdemokratiet vil prioritere, at kvaliteten af omsorgen i ældreplejen løftes markant i 2019.

Socialdemokratiet vil afskaffe brugerbetaling for akutpladser. Man vil sikre, at behandlings- og plejeophold, der før var gratis, fordi det foregik inde på sygehuset, ikke pludselig skal koste borgerne penge, bare fordi det nu sker på en akutklinik. Derfor vil Socialdemokratiet afsætte 100 millioner kroner årligt til at afskaffe brugerbetaling på akutpladser.

Socialdemokratiet foreslår, at der etableres nye nærhospitaler med sygehusfunktioner, hvor borgerne kan blive behandlet for helt almindelige og ukomplicerede sygdomme.

Ud over nærhospitaler ønsker Socialdemokratiet at oprette 20 nye nærpolitienheder. Man vil også målrette udflytning af uddannelsespladser til alle dele af Danmark.

 

Mere grøn omstilling: 

Socialdemokratiet vil nedsætte en "Ren-luft-pulje". Den skal bidrage til at mindske luftforureningen. Puljen skal støtte kommunale initiativer til fremme af elbusser og mere miljøvenlige brændeovne.

Socialdemokratiet vil etablere mere bynær skov, som kan være med til at beskytte drikkevandet.

Socialdemokratiet vil have 500.000 grønne biler - biler, der kører på el, brint eller en blanding af el og benzin - i 2030.

 

Uddannelse af unge og ufaglærte:

Socialdemokratiet vil afskaffe regeringens omprioriteringsbidrag - besparelser på to procent årligt - på uddannelserne.

 

Finansiering:

Partiet finder pengene to steder. Dels 4,6 milliarder kroner fra en række centrale reserver på finanslovforslagets paragraf 35. Dels 1,3 milliarder kroner ved at hæve arveafgiften, når virksomheder overdrages. Endelig vil partiet sænke statstilskuddet til privatskoler.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce