Flere vilde temperaturstigninger venter i Arktis

Bæredygtighed

25/04/2017 09:59

Nick Allentoft

Ny stor international forskningsrapport varsler flere år med kraftig opvarmning i Arktis, uanset hvad vi gør.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Trods rekordhøje varmegrader i Arktis har opvarmningen langt fra nået sit højdepunkt i klodens koldeste egne.   Frem mod midten af dette årtusind vil temperaturen i Arktis stige yderligere adskillige grader, konkluderer flere end 90 forskere i en ny stor klimaundersøgelse fra Arktisk Råd - den såkaldte Swipa 2017.   Ifølge rapporten vil efterårs- og vintertemperaturen i Arktis i 2050 ligge 4-5 grader over niveauet fra slutningen af 1900-tallet, og det er endda uanset, hvad vi mennesker måtte forsøge at gøre ved det.   - Disse stigninger er allerede låst inde i det klimatiske system af tidligere udledninger og af lagringen af varme i havene.   - De vil ske, selv hvis verden på kort sigt skar drastisk ned på udledningerne, står der i rapporten.   En af forskerne bag rapporten er den danske klimaprofessor Sebastian H. Mernild, der leder det anerkendte norske klimainstitut Nansensenteret i Bergen.   Ifølge ham sætter Swipa 2017 en tyk streg under den bekymrende udvikling i Arktis, hvor temperaturen stiger dobbelt så hurtigt som i de øvrige dele af den nordlige halvkugle.   - Det ser mere dystert ud, end man måske gik og håbede, siger han.   Af de mange indhentede forskningsdata fremgår det desuden ifølge Mernild, at de hidtidige forsøg på at begrænse CO2-udledningen ikke har båret frugt.

- Der er ikke noget overhovedet, der tyder på, at den grønne omstilling, man har gang i, har haft nogen indflydelse på koncentrationen af CO2 i atmosfæren, siger han.

Trods en fladere kurve over CO2-udledningen udleder menneskeheden ifølge professoren fortsat op mod 36 gigaton CO2 om året.   - Så hvis man skal være lidt grov, ser man for nærværende ikke skyggen af effekt for alle de milliarder af dollar, som er hældt i den grønne omstilling, siger Sebastian Mernild.   Det er ifølge forskerne i alt overvejende grad forbruget af kul, olie og gas, der er skyld i den høje udledning.   En EU-rapport fra januar opgjorde 2016 til at være det varmeste år, der nogensinde er blevet målt på kloden.     FAKTA: Forskere forudser mindre is og højere vandstand Flere end 90 forskere har bidraget til Arktisk Råds nye storstilede undersøgelse af de klimatiske forhold i Arktis. Undersøgelsen hedder Swipa 2017, som står for Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic.   En lignende undersøgelse blev publiceret i 2011. På baggrund af studierne forudser forskerne, at temperaturstigningerne i Arktis vil fortsætte frem til i hvert fald midten af dette århundrede.   Det skyldes ophobning af allerede udledt CO2, og udviklingen står derfor ikke til at ændre. Selv fremhæver Arktisk Råd følgende tre konklusioner i rapporten:   * Det arktiske ocean kan være stort set isfrit om sommeren så tidligt som slutningen af 2030'erne - kun to årtier fra nu.   * Nylige undersøgelser af afsmeltningen fra gletsjere og iskapper i Arktis og Antarktis peger på, at FN's Klimapanels varslede havstigninger kan være undervurderede.   * Ændringer i Arktis kan have betydning for vejret på klodens mellemste breddegrader og sågar påvirke den sydøstasiatiske monsun.   Kilde: Swipa 2017   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.