Opgøret om udligning mellem hovedstaden og det øvrige Danmark fortsætter.
Opgøret om udligning mellem hovedstaden og det øvrige Danmark fortsætter.

Frank Jensen: Mest belastede kommuner er i hovedstaden

Infrastruktur

22/10/14 7:59

Nick Allentoft

Frank Jensen afviser at fjerne hovedstadsudligningen, da mange kommuner er belastede i hovedstadsområdet. SF vil have undersøgt historisk pengestrøm.

Otte ud af 10 af landets mest socialt belastede kommuner er i hovedstadsområdet. Derudover huser København blandt andet en femtedel af landets kontanthjælpsmodtagere og knap hver tredje stofmisbruger. 

Derfor vil det være dybt asocialt, hvis man afskaffer den såkaldte hovedstadsudligning, der fordeler penge mellem kommunerne i hovedstadsområdet, og i stedet tilsvarende øger den økonomiske udligning på tværs af hele landet, sådan som 61 provinskommuner bakker op om ifølge Jyllands-Posten. 

Sådan lyder det fra Københavns Kommunes overborgmester, Frank Jensen (S).

- Det er et asocialt forslag. Otte af 10 af Danmarks mest socialt belastede kommuner ligger i hovedstaden. Det viser de officielle tal fra Indenrigsministeriet.

- At fjerne hovedstadsudligningen vil skabe en ghettodannelse i hovedstaden med en opdeling mellem fattige og rige kommuner, som vi ikke tidligere har set i Danmark, siger Frank Jensen i en skriftlig kommentar. 

Ifølge Frank Jensen vil provinsborgmestrenes forslag dermed betyde, at der bliver flyttet penge fra landets mest belastede kommuner til kommuner, som er mindre belastede.

Han peger blandt andet på, at København ifølge regeringens fattigdomsredegørelse fra 2014 ligger på indeks 218, mens gennemsnittet for hele landet er indeks 100. 

Derudover påpeger han, at der i den nuværende landsudligning bliver flyttet omkring otte milliarder om året fra hovedstadsområdet til den øvrige del af landet. 

Han erkender, at København er en vækstmotor for landet, men at det dog dækker over, at der er store forskelle internt i byen. 

Hvis Nørrebro var en selvstændig kommune, ville den ifølge Frank Jensen være en af landets fattigste, og det er vigtigt at have med i regnestykket, påpeger overborgmesteren.

 

SF støtter provinsoprør: Hovedstadsudligning er urimelig

Hvis forskellen på rig og fattig i Danmark ikke skal vokse, bør politikerne se på den historiske pengestrøm, som flyder fra provinskommuner til kommuner i hovedstadsområdet som resultat af den såkaldte hovedstadsudligning.

I hvert fald hvis man spørger SF's lokalsamfundsordfører, Karina Lorentzen.

- Mange af de hensyn, der lå bag kompensationen af hovedstaden, stammer fra 1930'erne, og derfor er det relevant at få undersøgt, om de behov stadig er gældende, men jeg tror faktisk, at mange af de samme udfordringer i dag også er gældende for en lang række yderområder, og at systemet derfor er uretfærdigt skruet sammen, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Reaktionen kommer, efter at det økonomiske oprør fra det vestlige Danmark mod hovedstadsområdet breder sig.

Midt i september gik otte provinsborgmestre med Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), i spidsen til regeringen med et krav om at fjerne den såkaldte hovedstadsudligning og i stedet øge udligningen på tværs af landet tilsvarende.

De otte borgmestre har siden fået støtte fra i alt 61 ud af 64 provinskommuner til oprøret mod det, som nogle har kaldt "De riges klub", skriver Jyllands-Posten. De sidste tre mangler endnu at svare.

Karina Lorentzen kan godt sætte sig ind i yderkommunernes frustrationer.

-Jeg har stor forståelse for, at der er en voksende modstand mod, at hovedstadsområdet generelt kan bruge flere penge på daginstitutioner og ældrepleje og samtidig sætte skatten ned, mens kommuner, som slås mest med arbejdsløshed, ringere uddannelsesniveau og en ældre befolkning, må opkræve flere penge hos deres borgere, som så får dårligere velfærd til gengæld.

- Det truer sammenhængskraften i Danmark og deler landet ind i et A- og et B-hold. Vi har set, at områder i Danmark hægtes af, og hvis vi ikke gør en markant indsats, forstærkes ulighederne i vores samfund, siger hun og påpeger, at hun har sendt spørgsmål til flere ministre for at få afdækket omfanget af hovedstadsudligningen.

Fjernes den, vil der blive taget 2,4 milliarder kroner om året fra de 34 kommuner i hovedstadsområdet til fordeling i resten af landet. Alene for København ville regningen lyde på over 500 millioner kroner.

/ritzau/