Ifølge Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, hyler pressen uniformt som "stukne grise", når den reagerer på kritik.
- Rundt om reageres der med høj aggressivitet og raseri over mine konstateringer. Uniformt hyler pressen som stukne grise, skriver han i en kommentar på Berlingskes hjemmeside.
Det sker som en reaktion på avisens leder 17. januar og generel kritik fra flere fronter af hans budskab om politisk journalistik.
Han mener, at "den klassiske politiske reportage stort set er udgået af det journalistiske repertoire og er blevet erstattet af kommentage og stadig mere konfrontatorisk journalistik".
Som et eksempel peger han på tirsdag efter Folketingets spørgetime, hvor Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, blev mødt med spørgsmål fra pressen.
Han kritiserer, at pressen ikke ville interviewe hende om S-udspillet om parallelsamfund, som blev fremlagt med SF samme dag.
Pressen ville ifølge ham heller ikke tale om ændrede regler for familiesammenføring, som regeringen havde fremlagt et udspil til samme dag.
- Hovedinteressen gik på et forkert lagkagediagram i en i øvrigt korrekt video om, at utrygheden er steget i Danmark, skriver han.
Han henviser til en video fra en kampagne fra Socialdemokratiet under navnet "Lad os samle Danmark igen", hvor Mette Frederiksen er frontfigur.
I videoen hævder partiet med en videnskabelig undersøgelse fra Trygfonden som kilde, at "flere og flere danskere føler sig utrygge".
Forskningschef Anders Hede, der er ansvarlig for Trygfondens "Tryghedsmåling 2017", har en anden udlægning.
Der er ikke "flere og flere danskere", som føler sig utrygge, har han sagt til Ekstra Bladet.
/ritzau/