Indenrigsminister: Klogt at udvide åbningstid til at stemme

Politik

22/11/2017 14:03

Nick Allentoft

Knap 71 procent stemte ved tirsdagens kommunal- og regionsrådsvalg, hvilket nærmer sig forrige valg.

Et lille fald i stemmeprocenten.

Sådan ser det ud efter tirsdagens kommunal- og regionsrådsvalg, hvor 70,8 procent stemte til landets kommunalbestyrelser og 70,6 procent stemte til regionerne.

Det er lige over en procent lavere end ved valget for fire år siden. Her stemte 71,9 procent til byrådene og 71,7 procent stemte til regionerne.

Det er økonomi- og indenrigsministeriet, der oplyser stemmeprocenten.

Alle historier om KV/RV17 resultater

Vi har samlet alle historier om valgresultaterne på denne temaside.

Valget tirsdag skilte sig ud fra de forrige ved, at der kunne stemmes fra klokken otte. Tidligere åbnede valglokalerne først klokken ni.

Og det har betalt sig at kunne stemme allerede fra klokken otte. Det mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

- Det ser ud til, at vælgerne har taget adgangen til at stemme i morgentimerne til sig. Det viser, at det var en klog beslutning at udvide åbningstiden. Det skal være så let som muligt at benytte sig af sin demokratiske ret og stemme, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge DR løber Fanø Kommune med den højeste stemmedeltagelse blandt samtlige 98 kommuner. Her stemte 85,7 procent af de i alt 2736 stemmeberettigede.

I den modsatte ende står Ishøj Kommune. Her ligger stemmeprocenten på 59,6 procent, altså væsentligt under landsgennemsnittet.

I øjeblikket bliver der fortsat talt stemmer op i flere af landets kommuner, hvor de personlige stemmer mange steder mangler at blive opgjort.

/ritzau/

   

Mest Læste

Annonce