Innovationsminister vil samle offentlige indkøb for milliarder

Politik

02/06/2017 11:12

Nick Allentoft

Der kan spares milliarder, hvis kommuner, regioner og staten køber klogere ind, mener innovationsministeren.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kommunerne, regionerne og staten køber hvert år ind for samlet set 300 milliarder kroner. Derfor er der "svimlede beløb" at spare, hvis det kan gøres lidt klogere.

Det mener minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V). 

Det er hende, der har fået ansvaret for at luge ud i overflødigt bureaukrati og sikre, at den offentlige sektor kan "køre længere på literen", som regeringen ynder at beskrive det.

Hun lægger derfor op til, at staten, kommunerne og regionerne i langt højere grad skal samle deres indkøb. Det vil både spare penge, og også i nogle tilfælde give mærkbare forbedringer for borgerne, mener ministeren.

- For eksempel kan en patient med stomi i dag opleve problemer ved at gå fra sygehus til den kommunale pleje, fordi kommuner og regioner ikke tidligere har samarbejdet om indkøbet af stomiprodukter. 

- Det mener jeg ikke, at vi kan være bekendt. Og samtidig bliver kommunerne mødt af nogle meget højere priser end regionerne for det selvsamme produkt, siger Løhde i en pressemeddelelse. 

Det er allerede aftalt, at kommuner og regioner skal gå sammen om at købe en række sundhedsprodukter, oplyser ministeren.

Men hun mener, at der er potentiale for mere. Regeringen vil derfor sammen med kommunerne og regionerne lægge en strategi for, hvordan man kan opnå lavere priser og spare unødige udgifter til dobbeltarbejde.

Regeringen mener også, at de offentlige institutioner i højere grad skal have pligt til at bruge de indkøbsaftaler, der bliver indgået. For eksempel om fødevarer og tjenesterejser.

Ellers bliver gevinsterne ved fælles indkøb ikke høstet fuldt ud, fremgår det af regeringens udspil.

- Når jeg ser på den måde, den offentlige sektor bruger svimlende summer til at købe alt lige fra sundhedsprodukter til fødevarer og computere, så mener jeg slet ikke, vi får nok ud af skattekronerne, siger ministeren. 

- Vi kan spare milliarder på at købe klogere ind og i stedet bruge pengene på velfærd, udtaler hun i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.