Wikipedia: Foto

K vil lukke havelågen for offentligt tjek

Politik

08/04/2015 12:35

Suleman Haider

Offentlig myndighed må kun komme på privat ejendom med dommerkendelse, mener gruppeformand Brian Mikkelsen.

Grænsen går ved havelågen, når Skat, Arbejdstilsynet og andre offentlige kontrollanter gransker borgerne. Fremover skal Skat have en dommerkendelse, før de må forcere danskernes havelåge for at tjekke for eventuelt sort arbejde.

Det siger De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, efter at en en analyse fra den juridiske tænketank Justitia ifølge dagbladet Information viser, at offentlige myndigheder får stadig lettere adgang til privat ejendom uden dommerkendelse.

- Det er stærkt problematisk. Det er en glidebane, når der er 268 hjemler, som myndighederne har fået, så de kan komme ind på folks private grund, virksomhed og hus uden en dommerkendelse, siger Brian Mikkelsen

Skat kan uden dommerkendelse gå ind i private haver for at tjekke sort arbejde. Fra 2008 til 2014 kom der under VK-regeringen og S-R-SF-regeringen henholdsvis 37 og 36 nye hjemler, som giver myndighederne adgang til privat ejendom uden en retskendelse. 

Brian Mikkelsen har fået Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med bag et forslag, så Skat skal have en dommerkendelse, før de må forcere havelågen. Siden skal der granskes 268 offentlige hjemler, som giver offentlig adgang, mener han.

- Det bliver lidt for bekvemt for de offentlige myndigheder. Hvad enten man er Naturstyrelsen, Arbejdstilsynet eller Skat, kan man bare få denne hjemmel. Så behøver man ikke stå til ansvar for nogen, siger Brian Mikkelsen.

Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, påpeger, at boligen er ukrænkelig i grundloven, med mindre der laves helt særlige undtagelser ved lov. 

- Skats adgang til private ejendomme uden dommerkendelse er et pragteksempel på, at man har lavet en lovhjemmel for bekvemmelighedens skyld og for at spare besværet med at indhente en retskendelse, siger han i en skriftlig kommentar. 

 

 

Mest Læste

Annonce