KL: Regeringen har brudt sine løfter om afbureaukratisering

Politik

08/03/2018 10:02

Freja Eriksen

Regeringen har indfriet under halvdelen af sine løfter om mindre bureaukrati, lyder det fra KL: 23 regelforenklinger er for lidt.

Regeringen gør det ikke nemmere at være hverken dansker eller offentligt ansat.

Det mener Kommunernes Landsforening (KL), der torsdag og fredag holder kommunalt topmøde i Aalborg. 

Da regeringen sidste år lavede økonomiaftale med kommunerne var aftalen at luge hårdt ud i bureaukratiet og fjerne besværlige regler.

Men siden har regeringen kun gennemført 23 ud af 54 dengang aftalte regelforenklinger. Det viser en ny optælling fra KL.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

- Nu er der gået ni måneder, og vi synes ikke, at regeringen leverer varen, siger formanden for KL, Martin Damm (V).

- Mange af vores medarbejdere synes, de spilder tiden, når de dagligt skal arbejde ud fra en manual i stedet for at gøre det rigtige i situationen, siger han.

Kommunernes økonomi presses desuden af stadigt flere ældre, syge og handicappede. Derfor er det vigtigt, hvordan pengene anvendes.

- Det går vældigt sløvt for regeringen med at indfri deres del af aftalen. Vi kan jo ikke betale regninger med deres gode intentioner, siger Martin Damm.

Kommunernes aftale med regeringen skulle frigøre godt en halv milliard kroner i kommunerne til bedre brug.

- Det er langt fra sket. Sagen forværres yderligere af, at nogle af de områder, regeringen ikke har leveret på, er de områder, der virkelig basker i kommunernes økonomi såsom beskæftigelsesområdet, siger Martin Damm.

Forenklinger af beskæftigelseslovgivningen er således udskudt til 2019. Regeringen er heller ikke i mål med at give kommunerne bedre styringsmuligheder på socialområdet.

- Vi ved godt, at regeringen bøvler med mange partier inde i Folketinget. Men engang imellem kunne man godt ønske sig, at borgerne kom mere i fokus, siger Damm.

- Det her er jo sund fornuft, som også vil være en ren medvindssag i befolkningen.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) erkender, at regeringen ikke har gennemført så mange forslag, som den gerne ville.

- Vi er ikke i mål. Men der er flere forenklinger på vej. Derfor vil jeg advare mod at tegne et alt for dystert billede, siger han til KL's nyhedsbrev Momentum.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce