København: Frank Jensen fortsætter og Alternativet bliver tredjestørst

Politik

22/11/2017 06:52

Nick Allentoft

Alternativet cementerer sin position i hovedstaden, hvor Frank Jensen kan fortsætte med solidt flertal.

Alternativet bliver med 10,5 procent af stemmerne tredjestørste parti i København. Partiet overgås kun af Socialdemokratiet med 15 mandater og Enhedslisten med 11 mandater.

Overborgmester Frank Jensen (S) har meldt ud, at han regner med at fortsætte, og at Enhedslisten, Radikale og SF får borgmesterposter.

De syv borgmesterposter i København fordeles efter et sindrigt system udregnet efter opbakningen til de såkaldte valggrupper. Derfor er det ikke givet, at Alternativet får en af de syv borgmesterposter, selvom partiet er tredjestørst.

Alle historier om KV/RV17 resultater

Vi har samlet alle historier om valgresultaterne på denne temaside.

SF går et mandat tilbage og ender på fem.

Alternativet, der ikke var opstillet ved seneste kommunalvalg, støvsuger dermed alle de mandater, de andre partier taber. Der er nemlig ikke andre partier, der kan mønstre fremgang.

Venstre taber to mandater, men er fortsat største parti i blå blok. Liberal Alliance får to mandater, mens Konservative får tre. Dansk Folkeparti går et mandat tilbage til tre mandater.

De Radikale, der måtte skifte spidskandidat i starten af valgkampen, taber et af seks mandater.

Frank Jensen regner med at fortsætte som overborgmester Frank Jensen (S) siger, at han regner med at fortsætte som overborgmester i København. Og at der er borgmesterposter til De Radikale, SF og Enhedslisten i hovedstaden i den forbindelse.   - Vi arbejder på at få borgmesterposter til Enhedslisten, De Radikale og SF. Det er også med det formål, jeg sidder der, siger Frank Jensen.   København har haft en socialdemokratisk overborgmester, siden posten blev skabt i 1938.    Frank Jensen har siddet siden 2010, og han kan - hvis han genvælges - dermed sidde for en tredje periode.   På vej ind til mødet om konstitueringen på Rådhuset ville Enhedslistens spidskandidat Ninna Hedeager Olsen dog ikke give endeligt afkald på posten som overborgmester.   - Vi har aftalt, at vi går ind og konstituerer os. Vi kommer ikke til at forhandle med jer, siger Ninna Hedeager Olsen til de fremmødte pressefolk.   Spørgsmål: Men eftersom du står her sammen med Frank Jensen, SF og De Radikale, så har I vel sagt, at Frank Jensen får overborgmesterposten? - Vi kommer ikke til at forhandle med jer, siger Ninna Hedeager Olsen.   I løbet af sommeren blev der spekuleret i, om Enhedslisten kunne fravriste Frank Jensen borgmesterposten i kraft af et stærkt valgresultat. Siden da har SF og De Radikale dog klart peget på Frank Jensen som deres foretrukne overborgmester.   Dermed synes konstitueringen at blive en formalitet. Størst spænding bliver der formentlig om, hvilke borgmesterposter de øvrige partier skal have.   I modsætning til landets øvrige kommuner uddeles der syv borgmesterposter i København, og den øverste borgmester er selvsagt overborgmesteren.   Overborgmesteren åbner også døren for Alternativet:   - Så må vi se, om der er andre, der vil op til os, og mon ikke der er nogen, der ser en interesse i at være med der, hvor tingene har sit afsæt fra?    - Jeg tror, de kommer i løbet af aftenen og banker på vores dør, siger Frank Jensen med klar henvisning til Alternativet.   - Vi har hørt på jer, vi har hørt, hvad I har at sige. Vi har også lyttet til, at I gerne vil arbejde på nye måder med politik. Det vil vi gerne lytte til, og vi vil gerne være med til at prøve det, siger han.   SF's spidskandidat Sisse Marie Welling gør det klart, at hun står bag Frank Jensen:   - Vi går efter at genvinde vores borgmesterpost, og det håber vi meget, at de københavnske vælgere giver deres opbakning til, siger Sisse Marie Welling.   De Radikales beskæftigelsesborgmester og oprindelige spidskandidat, Anna Mee Allerslev, trådte midt i valgkampen tilbage efter sagen om gratis brug af rådhuset til sit bryllup.    Partiets nye spidskandidat Mia Nyegaard står til en borgmesterpost, hvis Frank Jensens konstitueringsplan holder. Hun er tilfreds med partiets valgkamp trods de indledende problemer:   - Nu har vi stået sammen i tre uger som et hold. Vi har talt politik. Vi har talt om en grøn bæredygtig dagsorden.    - Vi har talt om erhvervsliv og bandepakker, grøn dagsorden, bandepakker. Nu sætter vi os op til forhandlingsbordet, og så tager vi den derfra, siger Mia Nyegaard.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce