16 kommuner er gået sammen om at udarbejde et udbudsmateriale, som omfatter pladser på døgninstitutioner og opholdssteder. Det sker i indkøbsfællesskabet FUS.
Det skriver Information lørdag.
Den samlede pris for udbuddet bliver op til 500 millioner kroner, alt efter hvor mange kommuner, der er gået med i det endelige udbud.
- Hvis der er et område, hvor kommunerne køber rigtig mange ydelser uden for eget regi hos private leverandører, så er det på det sociale område, siger Erik Kjærgaard Andersen, koncerndirektør i Holbæk Kommune, der har stået i spidsen for arbejdet med det nye udbud.
- Men det er ikke et område, vi har været tilbøjelige til at udsætte for konkurrence. Vi køber nærmest fra sag til sag.
- Nu vender vi det om, og ved at lave nogle større aftaler i fællesskab forsøger vi at gøre det mere gennemskueligt for borgeren, hvad det koster.
EU's konkurrencedirektiv har tidligere undtaget det sociale område, men som følge af en lovændring sidste år er det nu muligt for kommunerne også at indføre konkurrence på det sociale område.
Det nye forsøg er nødvendigt, mener formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), der hæfter sig ved, at området er vokset som økonomisk belastning for kommunerne.
- Det har været et meget svært område at styre, og man har forsøgt mange ting. For eksempel har vi allerede Tilbudsportalen, hvor man kan se priserne, siger Martin Damm.
- Nu forsøger vi noget andet. For der findes nogle grumme eksempler på, hvad man har givet for pladser, uden at der kom specielt meget ud af det.
- Jeg tror da også, de fleste organisationer, der repræsenterer de udsatte borgere, vil sige: Jo mere vi betaler for meget, jo mindre har vi at gøre godt med.
/ritzau/