Lars Løkke finder ny særlig rådgiver fra egne rækker

Politik

03/07/2015 10:55

Nick Allentoft

35-årige Jacob Bruun bliver ny særlig rådgiver for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fundet sig en ny særlig rådgiver. 

Der er tale om 35-årige Jacob Bruun, oplyser Statsministeriet.

Jacob Bruun kommer fra en stilling som leder af Venstres Center for Kommunikation og Politik på Christiansborg, og han afløser Christian Hüttemeier, der stoppede som Løkkes særlige rådgiver tidligere på ugen.

- Jeg ser frem til at fortsætte mit tætte samarbejde med Jacob i hans nye rolle som særlig rådgiver i Statsministeriet.

- Jacob har mangeårig erfaring med politisk rådgivning og kender både mig, Venstre og Christiansborg indgående, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

- Han er analytisk skarp, utrolig dedikeret og har været en central drivkraft i udviklingen af den politiske platform, som ligger til grund for regeringens videre arbejde, siger Løkke.

Jacob Bruun glæder sig til at hjælpe statsministeren, der skal manøvrere i et "vanskeligt parlamentarisk farvand".

- Jeg skal hjælpe med at sikre, at vi bygger videre på det solide, politiske fundament, som allerede er lagt for regeringens arbejde.

- Det bliver en stor opgave, hvor der skal navigeres i et vanskeligt parlamentarisk farvand, men forhåbentlig vil jeg kunne yde mit bidrag til at sikre, at regeringen om fire år har leveret en lang række politiske resultater til gavn for Danmark, siger Jacob Bruun.

Christian Hüttemeier har siden januar sidste år været særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.