Merkel klar til strammere kurs: Anmeldelser fra nytårsnat i Köln er tredoblet på to dage

Politik

10/01/2016 22:46

Nick Allentoft

- Hvis en flygtning bryder reglerne, så må det have følger. Det betyder, at de kan miste retten til at være her, lyder det fra Merkel. Fredag var antallet af anmeldelser 170 efter Köln-skandalen. Lørdag steg det til 379, og søndag har politiet i Köln modtaget i alt 516.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Antallet af anmeldelser efter en usædvanligt voldelig nytårsnat i Köln, hvor et stort antal kvinder blev udsat for seksuelle overgreb, stiger og stiger. Søndag oplyser politiet i domkirkebyen ifølge avisen Die Welt, at man har modtaget 516 anmeldelser i Köln. Alle disse har forbindelse til episoder fra nytårsaften og natten til nytårsdag. 

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

40 procent af anmeldelserne drejer sig om forskellige grader af seksuelle overgreb, skriver Die Welt. I efterforskningen af sagerne om seksuelle overgreb er der overvejende fokus på asylansøgere og illegale indvandrere fra Nordafrika. Fredag var det samlede antal af anmeldelser i Köln 170. Lørdag steg tallet til 379 anmeldelser fra enkeltpersoner eller grupper. 

Politiet siger, at der er anmeldt to voldtægter, og en styrke på 100 mand er sat på efterforskningen. Der er endnu ikke rejst sigtelser.   - Der har været foretaget anholdelser, og vi vil fortsætte med at foretage anholdelser, siger en talskvinde for politiet i Köln.   - Det vil så blive fastslået, hvorvidt de pågældende var med, eller ikke var med i forulempelserne og angrebene, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.   Hun siger, at politiets patruljeringer er blevet optrappet, og at antallet af personer i patruljerne er forøget. Den tyske justitsminister, Heiko Maas, siger, at der må være sket en form for "forberedelse eller afstemning" af overgrebene i Köln.    Myndighederne i den tyske by kom helt skævt ind på sagen. I den første rapport var de mange overgreb på kvinder slet ikke nævnt.  Lørdag gik højreekstremister og den islamkritiske bevægelse Pegida på gaden i Köln i en demonstration, som sidst på eftermiddagen blev opløst af politiet på grund af flaskekast og fyrværkeri.

Politichefen i Köln måtte fredag gå af på grund af sin håndtering af sagen.

  Merkel vil stramme flygtningekurs Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger nu, at lovstramninger er nødvendige efter angrebene på mange kvinder i Köln nytårsaften.    - Det, der skete nytårsaften, var modbydelige, kriminelle handlinger, som kræver beslutsomme reaktioner, siger den konservative regeringschef, som lørdag var i Mainz for at mødes med ledelsen i de kristelige demokrater i CDU.   - Lovændringer er i borgernes interesse, men lige så meget i langt de fleste flygtninges interesse, siger Merkel.   Forbundskansleren siger, at hun støtter en stærk skærpelse af udvisningsreglerne for flygtninge, som er straffet, og at dette også skal gælde dem, der kun har fået betingede domme.   - Hvis en flygtning bryder reglerne, så må det have følger. Det betyder, at de kan miste retten til at være her - uanset om de har en betinget straf eller en fængselsstraf, siger forbundskansleren, som i Mainz sammen med andre CDU-ledere har underskrevet en erklæring om lovstramninger.   I henhold til de nuværende regler bliver flygtninge kun sendt tilbage, hvis de er blevet dømt inden for de seneste tre år - og hvis deres liv ikke er i fare i deres eget land.  Ofrene for overgrebene i Köln, der blev udsat for grove seksuelle forulempelser, tyverier og vold, siger, at gerningsmændene var mænd fra Nordafrika og arabiske lande. Overgrebene har ført til fornyet debat om Merkels åben dør politik over for flygtninge.   Protestbevægelsen Pegida, Patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten, der ønsker en indvandringspolitik som i Schweiz, har planlagt demonstrationer i Köln.   Merkels forsøger at vinde opbakning til sin politik i en stadigt mere skeptisk offentlighed, hvor en del tvivler på, at forbundskansleren har en langsigtet plan.   I løbet af 2015 kom der 1,1 million asylansøgere til Tyskland, oplyser den tyske forbundsregering.   Indenrigsministeriet siger, at syrere på flugt fra borgerkrigen i deres land udgør næsten 40 procent af det samlede antal.   To tredjedele af den tyske befolkning - omkring 67 procent - mener, at frygten for en islamisering af Tyskland bliver overdrevet, viste en meningsmåling i nyhedsmagasinet Stern nytårsdag.    /ritzau/dpa

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.