Jesper Bengtson
Særbørn har som udgangspunkt vetoret, når den overlevende ægtefælle vil sidde i uskiftet bo.
Reglen står sort på hvidt i arveloven og fanger jævnligt sammenbragte familier på det forkerte ben. Når den ene ægtefælle dør og efterlader sig børn fra et tidligere forhold, kan den længstlevende ikke uden videre blive boende i den fælles økonomi. Boet skal som udgangspunkt skiftes med det samme, medmindre særbørnene giver deres samtykke.
Grundreglen fremgår af arveloven § 18, stk. 1: “Efterlader den førstafdøde ægtefælle sig særlivsarvinger, kan boet kun udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem.” Har afdøde både fællesbørn og særbørn, gælder samtykkekravet også, når blot ét særbarn er i billedet.
Mindreårige kan ikke selv give samtykke
Et særbarn under 18 år kan ikke selv skrive under. Her træder en særskilt undtagelse i kraft: Efter arvelovens § 18, stk. 2 kan skifteretten tillade udlevering til uskiftet bo, hvis værgen samtykker, og retten vurderer, at “udleveringen er forsvarlig under hensyn til livsarvingernes interesser og den længstlevende ægtefælles forhold”. Det er altså skifteretten, der får det sidste ord, og vurderingen er konkret.
Vælger den længstlevende at fortsætte i uskiftet bo med afdødes mindreårige særbørn, følger der en pligt med. Efter samme paragrafs stk. 3 overtager den længstlevende ægtefælle afdødes forsørgelsespligt over for de mindreårige særbørn i den periode, boet er uskiftet.
Forhåndssamtykke er en mulighed
Sammenbragte par kan afklare spørgsmålet, mens begge lever. Særbørn, der er myndige, kan skrive et forhåndssamtykke, hvor de på forhånd giver den længstlevende ægtefælle ret til at sidde i uskiftet bo. Det er ikke en juridisk floskel: samtykket er som udgangspunkt bindende, og dokumentet gør det klart, hvad der var aftalt, længe før dødsboet skal behandles.
Forhåndssamtykket fritager ikke den længstlevende for de øvrige krav til uskiftet bo. Ægtefællen skal fortsat overtage afdødes gæld og må ikke misbruge boet, for eksempel ved at give urimeligt store gaver.
Arvehenstand som alternativ
Siger et myndigt særbarn nej, står den længstlevende ikke nødvendigvis over for et akut salg af fællesboligen. Arveloven § 35 giver skifteretten mulighed for at bevilge arvehenstand, hvis “arven ikke kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver”, der er nødvendige for at opretholde hjem eller erhverv.
Rammen er tidsbestemt. Arveloven § 36 fastslår, at “arvehenstand efter § 35, stk. 1, gives for 5 år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag”. Skifteretten kan forlænge perioden med yderligere 5 år efter ansøgning fra ægtefællen, hvis betingelserne stadig er opfyldt. Ved henstandens udløb skal arven som udgangspunkt betales kontant, og retten kan i mellemtiden bestemme, at et særbarn af sin arvelod skal have et passende beløb til forsørgelse, dog kun indtil særbarnet fylder 24 år.
Suppleringsarv når boet er lille
I mindre og mellemstore boer har den længstlevende ægtefælle desuden ret til såkaldt suppleringsarv efter arvelovens § 11, stk. 2. Justitsministeriet har hævet beløbsgrænsen til 950.000 kroner i 2026. Reglen gør, at ægtefællens boslod, arvelod, fuldstændige særeje og visse forsikrings- og pensionsudbetalinger tilsammen kan suppleres op til det niveau, selv om det sker på bekostning af børn og andre arvinger.
Uskiftet bo er en af de fem skifteformer, der kan komme på tale efter et dødsfald, oplyser Ældre Sagen. For familier med særbørn er valget sjældent oplagt af sig selv, og skifteformen kan afklares på forhånd hos en advokat eller ved at oprette forhåndssamtykke, mens begge ægtefæller er i live.
