Skat må holde op med at benytte sig af oplysninger, som politiet har fremskaffet, og som ifølge loven burde have været destrueret for længst.
Det mener skatteminister Karsten Lauritzen (V), som dermed erklærer, at han vil stoppe en praksis, som Skat i dag følger.
Den markante melding kommer, efter at det sidste år kom frem, at Skat i en stor sag mod en udenlandsdansker betjente sig af oplysninger, som Bagmandspolitiet indsamlede og for længst burde have destrueret.
Det var dels telefonaflytninger af samtaler mellem den mistænkte og hans advokat. Disse burde politiet ifølge loven straks have destrueret. Og dels kopi af brevveksling med mandens advokat, som politiet ifølge loven slet ikke må beslaglægge.
På grund af overtrædelserne af retsplejeloven videregav Bagmandspolitiet materialet til Skat.
- Jeg finder det som skatteminister retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt, hvis skatteforvaltningen anvender oplysninger, der er indhentet ulovligt, siger Karsten Lauritzen.
- Derfor må man overveje, om reglerne skal laves om. Det er lovligt i dag. Det synes jeg ikke, at det skal være på skatteområdet, siger han.
Bagmandspolitiet har beklaget, at man først efter ni år tilintetgjorde aflytningsmaterialet. Og Rigsadvokaten har på grund af affæren indskærpet reglerne over for politiet over hele landet.
Imidlertid fik Skat materialet og bruger det i en sag, som nu behandles ved Landsskatteretten. Ministeren vil ikke direkte kommentere den konkrete sag, men udtaler sig generelt.
Karsten Lauritzen har henvendt sig "flere gange" til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) for at få ændret reglerne mere generelt. Tilsyneladende har kollegaen i regeringen endnu ikke reageret.
- Det er dér, man skal beslutte sig for, om reglerne skal laves om eller ej, forklarer Lauritzen.
- Hvis denne sag ender med, at det er lovligt for skatteforvaltningen at bruge den slags oplysninger, vil jeg som skatteminister gøre noget. Om man vil gøre noget generelt, er op til Justitsministeriet, siger han.
Tænketanken Justitia udtalte sig sidste år kritisk om Skats optræden, og Skats borger- og retssikkerhedschef har sagt, at der er tale om en "meget interessant og principiel problemstilling".
/ritzau/