Det er blevet kaldt noget værre rod og en skandale.
Men ulovligt er det ikke, at skatteyderne i København og Region Hovedstaden er endt med at dække et underskud på mere end 77 millioner kroner fra det europæiske melodigrandprix, der blev holdt i København i 2014.
LÆS MERE om Eurovision skandalen
Det konkluderer Social- og Indenrigsministeriet, der er tilsynsmyndighed for kommunerne.
De 77 millioner gik til at dække et underskud i et projektselskab, som turismeorganisationen Wonderful Copenhagen havde oprettet til lejligheden.
Budgettet for det selskab var 34,6 millioner kroner. Men regningen endte på 112 millioner kroner.
Og det var altså i overensstemmelse med reglerne, at kommunen og regionen samlede den regning op.
Støtten, der beløb sig til 23,2 millioner fra Københavns Kommune og 60,7 millioner fra Region Hovedstaden, er heller ikke i strid med EU's statsstøtteregler, er vurderingen.
Ministeriet hæfter sig ved, at både kommunen og regionen havde en interesse i begivenheden. Den måtte nemlig forventes at føre turistindtægter og den slags med sig.
- Det antages, at der er rum for et betydeligt skøn ved vurderingen af, om en given disposition er økonomisk forsvarlig, skriver ministeriet.
/ritzau/