Det får Socialdemokraterne "op i det røde felt", når De Radikale i søndagens Politiken lægger afstand til den stramme udlændingepolitik og stiller krav om ændringer, hvis det skulle komme til en regeringsdannelse i rød blok.
Med De Radikales melding bliver partiernes uenighed om asylpolitikken endnu engang "udstillet med flammekaster", mener politisk kommentator Hans Engell.
Integration - det væsentlige
Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side.
- Vil de Radikale gøre både asyl- og integrationspolitik til et hovedkrav i forbindelse med en kommende regeringsdannelse, så er det lige nøjagtig det, der kan skræmme alle de vælgere væk, som sidste gang befandt sig hos DF, og som Mette Frederiksen (S) håber at trække over til sig, siger Hans Engell.
At kravene kan komme til at påvirke asylpolitikken er ifølge Hans Engell værd at notere, for integrationspolitikken er ikke nær så politisk farligt stof. - Så længe vi snakker integrationspolitik, er der ikke de helt store problemer. Der er det mere et spørgsmål om, hvor meget man skal bruge pisk og bruge gulerod, siger han. I Politiken vil De Radikales leder, Morten Østergaard, ikke konkretisere de ændringer, partiet vil kræve for at skulle sidde med i en eventuel rød regering. Men over for Ritzau er partiets udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, mere konkret: - Jeg synes, vi har gjort det meget klart, at vi kommer ikke til at lægge stemmer til tre års familiesammenføring, at tage værdier fra flygtninge eller spærre folk inde på ubestemt tid uden at sætte dem for en dommer. - Men jeg kommer ikke til at sidde med listen og gennemgå det. Det vil bero på udviklingen i Danmark og verden - og hvordan de forskellige partier griber det an. - Det er helt åbenlyst, at vi ikke har lagt stemmer til den strammerlinje, som regeringen har gennemført. Men det har Socialdemokraterne. Vi ønsker en anden retning for Danmark, siger hun. Socialdemokraternes leder, Mette Frederiksen, har ikke ønsket at kommentere det radikale krav over for Politiken. Partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, siger til avisen, at partiet ikke lægger op til at ændre de stramninger, der er gennemført i asylpolitikken. Men han vil heller ikke udelukke en regering med De Radikale efter et valg. Ifølge Nicolai Wammen vil en eventuel kommende regering ledet af Socialdemokraterne føre en anden integrationspolitik end den nuværende. - Men når det gælder de opstramninger, vi har lavet i forhold til asylansøgere, så har vi jo gjort det, fordi vi står i en helt ekstraordinær situation. De beslutninger står vi helt på mål for, siger han til Politiken. Fem skarpe til De Radikale om ny asylkurs De Radikale går ikke med i en socialdemokratisk ledet regering uden lempelser i udlændingepolitikken, siger partileder Morten Østergaard til Politiken. Men hvad er det konkret, partiet kræver ændret - og hvordan skal det lade sig gøre, når Socialdemokraterne ikke har tænkt sig at annullere stramninger, de selv har stemt igennem med blå blok? Integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen (R) svarer: Spørgsmål: Hvilke af de stramninger, der er blevet vedtaget nu, vil I overhovedet ikke være med til at lægge navn til i en eventuel SR-regering? - Jeg synes, vi har gjort det meget klart, at vi kommer ikke til at lægge stemmer til tre års familiesammenføring, at tage værdier fra flygtninge eller spærre folk inde på ubestemt tid uden at sætte dem for en dommer. - Men jeg kommer ikke til at sidde med listen og gennemgå det. Det vil bero på udviklingen i Danmark og verden - og hvordan de forskellige partier griber det an. - Det er helt åbenlyst, at vi ikke har lagt stemmer til den strammerlinje, som regeringen har gennemført. Men det har Socialdemokraterne. Vi ønsker en anden retning for Danmark. Spørgsmål: Det er ikke nyt, at I er uenige med Socialdemokraterne på udlændingeområdet. Hvorfor kommer I med den her udmelding nu? - Vi svarer, når vi bliver spurgt. Der har været en diskussion om, hvorvidt der kom valg. Mette Frederiksen (S-formand, red.) opfordrede selv til valg. Jeg tror ikke, det kommer til at ske lige foreløbig. - Vi havde et fint regeringssamarbejde med Socialdemokraterne med en god, afbalanceret udlændingepolitik. Nu må vi se, hvad vi kan nå frem til - hvis og når der kommer et valg. Spørgsmål: Socialdemokraterne lægger ikke op til at ville ændre på de stramninger, de selv har været med til at vedtage - betyder det så, at vi ikke vil se en SR-regering? - Det er for tidligt at sige. Det skal bare stå helt klart, at en regering, som vi bringer til magten, kommer til at føre en anden udlændingepolitik. Spørgsmål: Giver det så mening at snakke om jer som et regeringsprojekt, når I ser så forskelligt på tingene? - Det ser også ud som om, der også er andre partier, der ser forskelligt på tingene. Og Socialdemokraterne og De Radikale har stået meget forskelligt på flere områder og alligevel fundet hinanden. Spørgsmål: Risikerer I ikke at skade hinanden i et regeringssamarbejde, fordi et kompromis får jer til at lande mellem to stole? - Vi er jo forskellige partier. Det er de partier, der støtter den nuværende regering, så sandelig også. - Vi står over for et grundlæggende valg: At fortsætte med strammerlinjen, der skal skræmme flygtninge til andre lande og overlade problemerne til dem - eller også samarbejder vi på tværs af grænserne og starter integrationen fra første dag. /Ritzau/