Nyheder fra Danmark i kort form

Politik

13/11/2014 08:30

Suleman Haider

Finanslov er tæt på at falde på plads: Ny ydelse på vej, Grøn milliard går til mere økologi, naturen og mindre CO2, Statsrevisorerne: Staten sjusker med personoplysninger, Mette Frederiksen: En rockerborg er en for meget, Betjent får skærpet straf for sex med prostitueret, Mildt efterår kan give rekordhøst for frugtavlere, Fodgænger kørt ned bagfra på mørk landevej, Avis: Aalborg for penge til at bygge letbane, Læger går fri: Mere sjusk end svindel med forskningsmidler, Flere e-mail afslører dyb splittelse i OW Bunker

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Finanslov er tæt på at falde på plads: Ny ydelse på vej

KØBENHAVN: Regeringen, SF og Enhedslisten er tæt på at nå en aftale om ledige, der er faldet ud af dagpengesystemet. Dermed ser det ud til, at vejen er banet for den endelige aftale om finansloven for 2015. Forslaget om at forlænge arbejdsmarkedsydelsen er opgivet. I stedet indføres en ny ydelse, der hører hjemme i kontanthjælpssystemet. Ifølge DR Nyheders oplysninger har ydelsen undervejs i forhandlingerne haft arbejdstitlen "kontantydelse". Ydelsen kan gives til folk, der hverken kan modtage dagpenge eller kontanthjælp. Ydelsen skal dog udbetales efter særlige regler og altså ikke pr. automatik. Den ny ydelse vil økonomisk svare til arbejdsmarkedsydelsen - svarende til 60 procent af dagpengene for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere. 

Grøn milliard går til mere økologi, naturen og mindre CO2

KØBENHAVN: Regeringen, SF og Enhedslisten er blevet enige om et grønt aftryk på mere end en milliard kroner over de næste fire år. De skal sikre et mere bæredygtigt Danmark med mere økologi, en styrket indsats for naturen, flere grønne arbejdspladser og mindre CO2-udledning. I alt er der afsat 1,045 milliarder kroner til grøn omstilling, natur og miljø under Miljøministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Fødevareministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Regeringens klimaindsats styrkes med 450 millioner kroner de næste fire år. Midlerne målrettes tiltag, der styrker udbredelsen af nye teknologier på varmeområdet og reducerer udledningen af drivhusgasser, når de erstatter fossile brændsler i varmeproduktionen.

Statsrevisorerne: Staten sjusker med personoplysninger

KØBENHAVN: Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at en række statslige institutioner ikke i tilstrækkeligt omfang beskytter fortrolige oplysninger om personer og virksomheder. - Det medfører risiko for, at personer kan få krænket deres privatliv, og at virksomheder kan miste konkurrencefordele, fordi personer, private virksomheder og offentlige myndigheder kan få adgang til fortrolige oplysninger, som de ikke er berettigede til, skriver Statsrevisorerne i en beretning. Kritikken kommer, efter at Rigsrevisionen har undersøgt, hvordan fortrolige oplysninger om personer og virksomheder behandles i 11 udvalgte it-systemer i otte statslige institutioner. Det er blandt andet Rigspolitiet, Skat, Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Mette Frederiksen: En rockerborg er en for meget

KØBENHAVN: Landets kommuner skal have en mere præcis opskrift på, hvordan de kan gribe ind over for rockerborge. Desuden skal myndighederne have lettere ved at forbyde ophold i klubhusene. Det er et par af ambitionerne med et udvalg, som Justitsministeriet har nedsat. Udvalget skal levere opskriften på en ny vejledning til kommunerne om de muligheder, som planloven giver i forhold til indsatsen mod rockerborge. Myndighederne skal også have en ny vejledning i, hvornår de må udveksle personfølsomme oplysninger om mennesker, der færdes i rocker- og bandemiljøet. Målet er, at udvalget er færdig med sit arbejde i sommeren 2015. - Jeg vil ikke finde mig i den utryghed, som rockergrupper skaber for os andre, siger justitsminister Mette Frederiksen.

Betjent får skærpet straf for sex med prostitueret

VIBORG: En politiassistent blev onsdag af Vestre Landsret straffet med fængsel i et år og tre måneder, fordi han flere gange havde sex med en prostitueret. Den 56-årige mand er fundet skyldig i fire gange at have udnyttet sin stilling til at skaffe sig samleje med kvinden, der er fra Portugal. Derimod er han frifundet for et femte tilfælde, hvor han blev beskyldt for at forsøge at opnå sex i en patruljevogn lidt uden for Viborg. Da straffesagen blev behandlet af Retten i Viborg i foråret, lød dommen på fængsel i otte måneder. Politiassistenten har nægtet sig skyldig og ankede byrettens dom til frifindelse, men det gik altså lige modsat. Det var i forbindelse med sit arbejde i en særlig task-force mod prostitution og menneskehandel, at den 56-årige kom i kontakt med kvinden.

Mildt efterår kan give rekordhøst for frugtavlere 

KØBENHAVN: Det varme og lune efterår kan betyde, at næste år bliver endnu et rekordår for danske frugtavlere. Og haveejere kan også glæde sig til, at der sandsynligvis kommer mange og store frugter i haverne næste år, skriver DR Syd. Allerede nu er der nemlig ekstra store knopper på træerne, og det lover godt for næste års høst. - Jeg er meget optimistisk. Træerne har en fantastisk knopsætning, så på nuværende tidspunkt ser det rigtig godt ud, siger frugtavler Frede Schmidt fra Arnkilsøre frugtplantage ved Sønderborg til DR Syd. Selv om kalenderen snart siger midt i november, har der været yderst sparsomt med nattefrost.

Fodgænger kørt ned bagfra på mørk landevej

HOLSTEBRO: En 43-årig mand fra Vildbjerg i Vestjylland er hårdt medtaget, efter at han sidst på eftermiddagen onsdag blev kørt ned bagfra, da han gik på Videbækvej ved Trehøje. Det oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi. Natten til torsdag var manden stabil og vågen, men ikke erklæret uden for livsfare. Manden kom gående i venstre side af vejen og blev ramt bagfra. Han har angiveligt pådraget sig alvorlige skader i hovedet, og han ligger nu på traumecentret på Aarhus Universitetshospital.

Avis: Aalborg for penge til at bygge letbane

AALBORG: Der skal bygges en letbane i Danmarks fjerdestørste by, Aalborg. Det står klart, efter at der ifølge Nordjyskes oplysninger er blevet afsat 830 millioner statslige kroner i finansloven. 30 ud af 31 medlemmer af byrådet i Aalborg stemte allerede for to måneder siden for idéen om at bygge en letbane, men det har været afgørende for projektet, at staten ville bidrage økonomisk. - Forudsætningen for Aalborg letbane er, at vi får statslig finansiering, så det er helt afgørende, at vi nu får de 830 millioner kroner, som vi har bedt om, siger Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), til Nordjyske. Byggeriet af letbanen begynder næste år og ventes afsluttet i 2021. Den skal løbe mellem Aalborg Vestby og det nye universitetshospital i Aalborg Øst. 

Læger går fri: Mere sjusk end svindel med forskningsmidler

KØBENHAVN: Køb af dyre Montana-reoler, kunst, julefrokoster, Michelin-middag efter arbejdstid og en espressomaskine var muligvis bare sjusk med forskningsmidler og ikke bevidst svindel begået af en række læger på hovedstadshospitaler. I hvert fald slipper de fleste hospitalslæger, der er blevet undersøgt af Region Hovedstaden i forbindelse med misbrug af forskningsmidler, for krav om tilbagebetaling og personalesager. Også selvom deres brug af midlerne ikke holder sig inden for reglerne, skriver Jyllands-Posten. Undersøgelser og såkaldt opklarende samtaler med op mod 130 forskere har kun ført til, at 10 af lægerne risikerer sanktioner - fem er politianmeldt, mens fem risikerer en personalesag. Resten slipper.

Flere e-mail afslører dyb splittelse i OW Bunker

AALBORG: Utilfredsheden med ledelsen i det fallerede OW Bunker er til at tage at føle på, når man læser en e-mailkorrespondance mellem medarbejderne i selskabet og topdirektøren Jim Pedersen. Medarbejderne holder topdirektøren direkte ansvarlig for det dramatiske kollaps, der har kostet 600 ansatte deres arbejde og påført aktionærerne store tab, skriver DR Nyheder, som er kommet i besiddelse af mailudvekslingen. - Det er udtryk for meget ringe selskabsledelse, at man har tilladt så betydelige tab i aktiviteter, der ikke var en del af kerneforretningen, og at man har tilladt en så ringe kontrolkultur, skriver Karl Heinz Selmer fra det tyske kontor i Hamburg.

 

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.