Opgør med kvinders dominans efter skilsmisse

Politik

26/01/2015 09:46

Suleman Haider

Et bredt udsnit af Folketingets partier melder sig nu klar til et markant opgør med mødres traditionelle dominans over fædre efter en skilsmisse, skriver Politiken mandag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I dag skal forældre inden for fem dage efter skilsmissen beslutte, hvem der skal have titel af bopælsforælder og dermed have magt over de afgørende spørgsmål i barnets liv. Det bliver i over 90 procent af tilfældene kvinden, som dermed får udbetalt børnepenge og får ret til at flytte rundt i landet med barnet. Mænd indtager typisk rollen som samværsforælder.

Men står det til Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, skal denne opdeling sløjfes, så forældrene ligestilles helt.
»Vi har brug for, at lovgivningen kommer up to date med samfundet derude, så mor og far kan tage lige del i barnets liv. Vi skal have afskaffet ideen om, at der er A- og B-forældre.

Det er fuldstændig urimeligt, at man giver den ene part lov til at træffe alle beslutningerne for barnet«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken.
Foruden øget ligestilling foreslår Socialdemokraterne at indføre såkaldte forældreskoler, hvor fraskilte, der er endt i en konflikt om børnene, tvinges i konsultationer hos Statsforvaltningen.

Og så skal afgørelser om samvær og forældremyndighed samles hos én instans – i dag er det forankret hos henholdsvis Statsforvaltningen og domstolene.

Forslagene bliver positivt modtaget af de øvrige partier.

»Jeg er enig i, at begge parter skal opleve sig selv som forældre og som fuldstændig ligeberettigede i forhold til deres barn. Og det er de ikke i dag. Hvordan de griber det an praktisk, skal vi så have belyst yderligere«, siger Venstres familieordfører, Tina Nedergaard til Politiken.

Også SF’s Trine Mach vil gøre op med uligheden: »Med fare for at lægge mig ud med mit eget køn: Der er ikke nogen tvivl om, at hele området er biased til fordel for kvinden. Der ligger stadig et billede af, at moderen er den mest ’rigtige’ forælder. Og det skal man gøre, hvad man kan, for at ophæve«, siger hun til Politiken.

 

 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.