PORTRÆT: Bykongen Anker Boye siger selv stop

Politik

22/01/2016 09:19

Nick Allentoft

Odenses borgmester har i en generation været med, når beslutningerne om Odenses fremtid er blevet taget.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Anker Boyes dage som borgmester i Odense er talte. Den erfarne socialdemokrat meldte torsdag aften ud, at han ikke stiller op til en ny periode, når der skal sammensættes et nyt byråd i 2017.   Dermed er det farvel til en mand, der om nogen har sat sit præg på Odense de seneste to årtier. Han har stillet op seks gange til posten som borgmester - og vundet de fem. Første gang var i 1993, hvor Ritzau indledte sit portræt af den nye mand i spidsen for Odense med følgende ord:

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

- Det bliver en borgmester helt uden byrådserfaring, der sætter sig i borgmesterstolen i landets tredjestørste by, Odense. Den 43-årige socialdemokrat Anker Boye har indtil nu fulgt slagene på den lokalpolitiske arena fra tilskuerpladserne.   Den manglende erfaring må der her 23 år senere siges at være rådet bod på. Foruden over 20 år som borgmester har han også været rådmand, for- og næstformand for Kommunernes Landsforening samt aktiv i en lang række bestyrelser.    Men det var først efter en række år på arbejdsmarkedet, at Anker Boye søgte ind i politik. Først som bygningsmaler og siden som portør på Odense Sygehus   Jobbet på sygehuset blev startskuddet til en politisk karriere, der gik fra jobbet som tillidsmand over flere faglige tillidsposter og blandt andet formand for LO i Odense, inden han ved valget i 1993 kunne overtage den socialdemokratiske borgmesterarv fra Verner Dalskov.   Resten - eller hvert fald en stor del af det - er historie. Boye skovlede stemmer ind ved flere af de efterfølgende valg, og han blev et kendt ansigt - også i resten af Danmark.   Men op til valget i 2005 begyndte det så småt at gå skævt. Der blev hvisket i krogene om, at Anker Boye var blevet for magtfuldkommen, enerådig - ja, måske næsten enevældig.  En stor sparerunde i 2002, der blandt andet fik sangeren Kim Larsen til at kalde borgmesteren for "en laktaske - pæn udenpå men uden indhold", var ikke glemt.    Og pludselig begyndte en ellers stort anlagt fejring af 200-året for bysbarnet H.C. Andersens fødsel at gå skævt.   Anker Boye fik som bestyrelsesformand for H.C. Andersen Fonden ansvaret for et dundrende underskud på et stort Andersen-show i Parken, og da det efterfølgende kom frem, at Boye sammen med et mindretal i bestyrelsen havde accepteret en millionhyre til sangerinden Tina Turner, var grunden til en detronisering af den socialdemokratiske bykonge lagt.   Men på trods af nederlaget til den konservative Jan Boye ved valget i 2005, lod Anker Boye sig ikke slå ud. Således kunne han fem år senere igen indtage rådhusets borgmesterkontor på Flakhaven i midten af Odense.   En af Anker Boyes første opgaver som nyvalgt borgmester var at føre byrådets beslutning om at lukke den centrale Thomas B. Thriges Gade for trafik ud i livet.  Det var en beslutning, der delte Odense i to lejre. Men beslutningen stod ved magt, selv om Boye ifølge Fyens Stiftstidende en overgang tvivlede på, om det nu også var den bedste løsning for byen.   Seks år senere er beslutningen om at lade nye kræfter komme til truffet. Anker Boye begrunder sit stop med en lyst til mere familietid.

- Lige om lidt bliver jeg 66 år. Ved udgangen af næste valgperiode vil jeg være lige knap 72.  Jeg elsker min by, jeg elsker mit arbejde, men min kone Lykke og jeg vil gerne have nogle gode år sammen, hvor der er tid til andre ting, siger han til Fyens Stiftstidende.

  Boye efter 23 år i politik: Der må være andet i livet   Valget om ikke at genopstille blev truffet allerede før kommunalvalget i november 2013, der sikrede Anker Boye endnu en periode som borgmester i Odense.    - Jeg sagde til min kone, at nu var det sidste gang. Så for mig er det ikke en pludselig beslutning. Det er jo en stor opgave at være borgmester for sådan en by, siger Anker Boye til Ritzau.   Når den indeværende borgmesterperiode udløber, stopper en karriere i dansk politik, der også har talt en langt periode i Kommunernes Landsforening. Her har Boye både været formand og næstformand.    - Jeg har haft et politisk rigt liv med mange oplevelser og muligheder. Det har været spændende, og jeg har nydt at være med i manegen. Men der må også være plads til privatpersonen Anker nu. Vi har jo kun det ene liv, vi har, og jeg vil gerne have et par år med tid til andet.   Anker Boye har, ifølge ham selv, ikke noget andet linet op, han vil kaste sig over, når tiden som borgmester er udløbet. Men han afviser ikke, at "noget kan dukke op".   I bakspejlet glæder den afgående borgmester sig over, at han har været med til at vende Odense fra at være en klassisk produktionsby til nu at være mere baseret på viden, uddannelse og teknologisk udvikling.   - Det er jo byrådet, der har æren for det. Men jeg har nok haft en lille finger med i spillet. Og det er jeg stolt af, siger Anker Boye.   BLÅ BOG: Odenses borgmester kaster anker Socialdemokraten Anker Boye har ad to omgange været borgmester i Odense. Om knap to år er det slut. Odenses mangeårige borgmester, Anker Boye (S), har besluttet, at han ikke genopstiller ved næste valg.   Navn: Anker Boye   Alder: 65 år (født 12. februar 1950)   Fødested: Odense   Uddannelse: Udlært maler i 1970   Karriere:   * Arbejdede som portør fra 1976-81, hvor han også blev fagligt aktiv og blandt andet fællestillidsmand på sygehuset og senere formand for LO i Odense   * I 1994 overtog han borgmesterposten i Odense efter den mangeårige socialdemokratiske borgmester Verner Dalskov   * I 2005 tabte han valget til den konservative Jan Boye   * Efter valgnederlaget i 2005 blev han rådmand i By- og Kulturforvaltningen i Odense   * I 2010 fik han igen titel af borgmester i Odense og har siden siddet på posten   * Har været aktiv i flere forskellige bestyrelser   * Han har været både formand og næstformand i Kommunernes Landsforening   Civilstand: Gift med Lykke Boye. Sammen har de datteren Lotte, der også har gjort Anker Boye til morfar   Bopæl: Odense   Fritidsinteresser: Tennis og golf   Kilder: Fyens Stiftstidende, Den Store Danske, Odense Kommune   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.