Region Syd trækker 2,8 millioner i betaling til Bios

Ledelse

17/04/2016 10:10

Nick Allentoft

Ambulanceselskabet Bios har ikke leveret den aftalte vare, og det koster nu selskabet millioner på bundlinjen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden januar har Region Syddanmark modregnet omkring en million kroner om måneden i regionens betaling til ambulanceselskabet Bios.

Pengene er holdt tilbage, fordi Bios ikke har leveret det aftalte antal ambulanceberedskaber.

Ifølge beredskabsinfo har regionen indtil videre modregnet 2,8 millioner kroner - fordelt på en million kroner i januar, 0,8 million kroner i februar og 0,98 million kroner i marts.

Formanden for regionens præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V), bekræfter tallene over for Ritzau.

- Vi betaler selvfølgelig kun for det, vi får. Så enkelt er det, forklarer han med henvisning til, at det hollandske ambulanceselskab fortsat ikke leverer den aftalte vare 100 procent.

- Når vi modregner det, vi har frakøbt, så er vi oppe på en leverance på 97 procent. Og det har vi været de sidste tre måneder, siger Thyge Nielsen.

Han henviser til, at regionen har valgt at frakøbe to ambulanceberedskaber hos Bios og i stedet tilkøbt to beredskaber hos konkurrenten Responce.

Ud over modregningen skal Bios også betale en bod til regionen for manglende opfyldelse af kontrakten. Bodens størrelse er dog endnu ikke gjort op.

- Det er noget af det, vi sidder og regner på lige nu. Det er meget komplekst, siger Thyge Nielsen.

Bios overtog ambulancedriften i store dele af den sydjyske region i september sidste år.

Men det er endnu ikke lykkedes selskabet at skaffe tilstrækkelig mange reddere til at bemande ambulancerne.

Bios har blandt andet forsøgt sig med kontante bonusser på op til 50.000 kroner for at lokke reddere over til selskabet.

Alligevel er det ikke lykkedes at komme op på idealbemandingen på 550 reddere.

Formanden for regionens præhospitale udvalg har dog valgt at tage ja-hatten på.

- Når de (Bios, red.) nu i tre måneder har været oppe på 97 procents målopfyldelse, når man modregner de to beredskaber, vi har frakøbt, så er det vel ikke så ringe endda, siger han.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bios.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.