Social kontrol bliver udfordret af nye tilbud til unge

Velfærd

07/01/2018 10:50

Nick Allentoft

Flere unge tør i dag bede om hjælp og søge væk fra social kontrol og æresrelaterede konflikter, mener leder af rådgivningsenhed. Tallet flerdoblet på få år.

Antallet af unge, der henvender sig til Red-Safehouse, som driver to skjulte opholdssteder for unge på flugt fra såkaldte æresrelaterede konflikter, er steget de sidste otte år.

Det skriver Jyllands-Posten søndag.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

Antallet af henvendelser er steget fra 88 i 2008 til 307 i 2017. Det resulterede i, at der i løbet af sidste år var 166 beboere tilknyttet Red-Safehouse. Det er det højeste antal nogensinde.

- Jeg tror desværre, at vi kun har set toppen af isbjerget, hvilket blandt andet kan skyldes skam, skyld og frygt hos de unge, siger Anita Johnson, direktør hos Red-Safehouse, til Jyllands-Posten.

Også rådgivningstilbuddet Etnisk Ung oplever, at der har været en stigning af unge, oftest med muslimsk baggrund, som har henvendt sig. Fra 397 i 2008 til 1258 i 2017.

Ifølge Susanne Willaume Fabricius, projektleder hos Etnisk Ung, er det stigende antal henvendelser ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der i dag er flere unge, som er udsat for for eksempel social kontrol end tidligere.

- Det er snarere et udtryk for, at der er flere unge, som i dag tør bede om hjælp, og som ved, hvor de kan søge den, siger hun til Jyllands-Posten.

Siden 2006 har Rigspolitiet registreret anmeldelser og sager vedrørende de såkaldte æresrelaterede konflikter og forbrydelser fra landets politikredse. 

De seneste tal viser, at der i 2016 blev registreret 156 anmeldelser og sager. Det er det højeste antal i syv år.

Mest Læste

Annonce