Staten sætter alle aftaler med Atea på pause

Politik

28/06/2018 11:56

Freja Eriksen

Dommen for bestikkelse mod Atea får nu Moderniseringsstyrelsen til at sætte alle kontrakter i bero.

Moderniseringsstyrelsen sætter alle fællesstatslige aftaler med det bestikkelsesdømte it-selskab Atea i bero. Det skriver innovationsminister Sophie Løhde (V).

Det er første gang, at Moderniseringsstyrelsen, der står for statslige indkøb, tager sådan en sanktion i brug.

Onsdag blev selskabet idømt en bøde på ti millioner kroner for grov og systematisk bestikkelse af tidligere it-chefer i Region Sjælland.

- Jeg ser med stor alvor på Atea-sagen, hvor virksomheden i går blev dømt skyldig for bestikkelse og i dag har accepteret dommen. 

- Det er endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser dommen eventuelt vil få for de aftaler, som Atea har indgået med offentlige kunder.

- Men Moderniseringsstyrelsen vil nu sammen med Statens og Kommunernes Indkøbsservice nærlæse byretsdommen for at vurdere, om der eksempelvis er grundlag for at ophæve indgåede aftaler, skriver Sophie Løhde i meddelelsen.

Læs mere om DenOffentlige

Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.

Vi samler artikler om og fra DenOffentlige lige her.

Undersøgelsen skal gennemgå dommen og initiativer, Atea har gennemført siden sagen kom frem, grundigt.

Mens den undersøgelse, der skal ske sammen med Kammeradvokaten, foregår, opfordrer Moderniseringsstyrelsen alle kunder, der er del af statens aftaler med Atea, til ikke at købe noget.

- Og hvis man alligevel gør brug af aftalerne, opfordrer styrelsen til, at indkøbene gøres betingede, så de kan ophæves på et senere tidspunkt, skriver Sophie Løhde i pressemeddelelsen.

Det offentlige er Ateas klart største kunde i Danmark. Ifølge regnskabet for 2017 omsatte Atea for over to milliarder kroner i Danmark, og omkring 60 procent at salget var til det offentlige.

Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S, SKI, har endnu ikke kommenteret på dommen.

- I vores kontrakter har vi angivet, at bestikkelse udgør misligholdelse, og at SKI kan vælge at ophæve en kontrakt, hvis der foreligger en endelig dom for bestikkelse, skrev SKI tidligere i juni i forbindelse med sagen.

Mest Læste

Annonce