Staten sikrer ikke borgeres data godt nok, viser rapport

Infrastruktur

12/02/2018 13:29

Freja Eriksen

It-sikkerhed skal forbedres, lyder det fra minister efter rapport, som viser, at statens sikkerhed halter.

Flere statslige myndigheder er ikke gode nok til at sikre danskernes data. Det konkluderer en ny rapport fra Digitaliseringsstyrelsen, skriver Berlingske.

Kigger man på den internationale it-sikkerhedsstandard, så lever Danmark langt fra op til kravene ifølge rapporten.

Det er vigtigt, at den digitale sikkerhed bliver forbedret, lyder det fra innovationsminister Sophie Løhde (V).

- Det er et vink med en vognstang om, hvor vigtigt det er, at vi tager it-sikkerheden alvorligt.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

- Vi er et af de mest digitaliserede lande overhovedet, og det gør os mere sårbare over for hackerangreb. Derfor skal vi steppe op og opruste på vores digitale sikkerhed, siger hun til avisen.

Der er en stigende grad af angreb mod Danmark og det offentlige ifølge ministeren.

- Der er en stigende aktivitet. Hackerangreb finder sted hele tiden - hver eneste dag, på alle tider af døgnet.

- Danmark og det offentlige bliver løbende udsat for angreb forskellige steder fra, siger Sophie Løhde til Berlingske.

Rapporten peger blandt andet på fire områder, hvor der er problemer med it-sikkerheden. 

Det er risikovurderinger af cybertruslen, måling af egen informationssikkerhed, leverandørstyring - eksterne leverandørers håndtering af data - og beredskabsplaner, skriver Berlingske.

Derudover mangler 43 procent af myndighederne at udarbejde en plan for sikkerheden.

Rapportens resultater vækker bekymring hos Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed.

- Det er bekymrende, for uden planer for sikkerheden er det op til tilfældigheder, om de statslige institutioners sikkerhed bliver krænket.

- Det er ubehageligt for dem, det går ud over, og det er samtidig uheldigt, hvis det går galt i større skala. Så kan det være med til at underminere borgernes tillid til digitaliseringen, siger han til Berlingske.

Sophie Løhde vil i den kommende tid sammen med forsvarsministeren, Claus Hjort Frederiksen (V), fremlægge en ny strategi på området.

Her vil de 500 millioner kroner, som i forsvarsforliget er sat af til at styrke it-sikkerhed, komme i spil, skriver avisen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce