Thorning og oppositionen i infight om asyludspil

Politik

09/10/2014 23:52

Nick Allentoft

Statsminister Helle Thorning-Schmidt mener, at danske asylregler har betydning for, om flygtninge søger hertil

Spørgsmålet om de mange asylsøgere, der i de seneste måneder har taget flugten til Danmark fra især Syrien, er for vigtigt til politisk drilleri.

Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter godt elleve timers debat i Folketinget, der især kom til at handle om asylspørgsmålet.

Helle Thorning-Schmidt skød selv debatten i gang tirsdag, da hun præsenterede regeringens forslag om, at en stor del af asylsøgerne først kan opnå familiesammenføring efter et år i Danmark.

- Vi står i en helt ekstraordinær situation. Ifølge FN er der over 50 millioner mennesker på flugt for første gang siden Anden Verdenskrig. Det medfører stigende udgifter, og derfor er vi nødt til at handle, siger statsministeren.

Regeringen vil fremlægge sit konkrete forslag til november, og statsministeren afviste et forslag fra Dansk Folkeparti om et såkaldt "nationalt kompromis" om asylpolitikken.

- Det vigtigste nu er ikke at bruge tid på et langt, nationalt kompromis. Det er at komme i gang med den lovgivning og få den vedtaget så hurtigt som muligt. Jeg tror, der er en vis skelen til, hvilke regler der gælder, når folk kommer til Nordeuropa, fastslår statsministeren.

Helle Thorning-Schmidt understreger samtidig, at der ikke kan sættes mere skub på processen.

- Det er komplekse ændringer, vi lægger frem nu. Derfor er det også rimeligt, at vi får en ordentlig høringsproces, siger Helle Thorning-Schmidt.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, gav i debatten regeringen skylden for at være årsag til den store, pludselige flygtningestrøm til Danmark i de seneste måneder.

- Regeringen har selv bragt os i den suppedas, vi står i, lød de fra Inger Støjberg.

Det fik Thorning til at reagere:

- Venstre er ikke kommet med ét forslag på asylområdet. jeg kan godt se, at Venstre turnerer med 31 punkter, hvor regeringen skulle have lempet, men et af punkterne er, at asylsøgere kan arbejde uden for asylcentre, hvis de samarbejder om hjemsendelse, siger Thorning og fortsætter:

- Det skulle så være det, der gør, at folk skulle søge hertil. Det giver ganske enkelt ikke mening, siger statsministeren.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce