Thorning støtter Mette Frederiksen

Ledelse

19/06/2015 16:12

Nick Allentoft

Socialdemokraternes hovedbestyrelse mødes lørdag for at konstituere en ny formand. Den afgående formand støtter åbent Mette Frederiksen som ny formand.

Socialdemokraternes afgående formand Helle Thorning-Schmidt gav fredag åbent sin støtte til Mette Frederiksen som ny formand for Socialdemokraterne.

Dermed peger alt på, at den markante justitsminister bliver den nye topfigur i Folketingets største parti.

- Mette Frederiksen vil være en rigtig god formand for Socialdemokraterne, sagde Helle Thorning-Schmidt på vej ind til den traditionsrige partilederrunde i Publicistklubben dagen efter valget.

Allerede lørdag mødes partiets hovedbestyrelse for at konstituere en ny leder, der så formelt skal vælges på et senere tidspunkt. På forhånd peger alt på, at Mette Frederiksen nu endelig tager skridtet fra kronprinsesse til formand.

- Vi får meget snart etableret et forum, hvor vi kan vælge en ny formand, siger Helle Thorning-Schmidt, der fortsat ikke har gjort sig tanker om, hvad hendes egen rolle i folketingsgruppen skal være.

I sin afskedstale på valgnatten nævnte Helle Thorning-Schmidt ikke navnet på en mulig afløser, men hun gav et klart vink:

- Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister. Men jeg er ikke den sidste kvindelige statsminister.

Dermed var de mandlige bejlere til posten som Nicolai Wammen og Bjarne Corydon sat af.

Og kort efter valget kaldte Helle Thorning-Schmidts tro væbner, finansminister Bjarne Corydon, Mette Frederiksen for en "fremragende kandidat". Han tilføjede, at han ikke havde hørt om andre.

Fredag sluttede Københavns overborgmester Frank Jensen sig til støttekoret. Han er tillige næstformand hos Socialdemokraterne og tabte tilbage i 2005 kampvalget om formandsposten til Helle Thorning-Schmidt.

Mette Frederiksen ville natten til fredag ikke selv tage stilling til personspørgsmålet.

- Jeg synes, vi skal have lov til at tænke os om efter at have tabt regeringsmagten, sagde hun.

- Resultatet i aften er ikke, hvad vi har arbejdet for eller ønsket. Men jeg ønsker vores politiske modstander tillykke med sejren, sagde Mette Frederiksen .

/ritzau/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mest Læste

Annonce