Tysk sygeplejerske tilstår 100 drab

Sundhed

30/10/2018 16:05

Nick Allentoft

- Ja. Det, som jeg har tilstået, fandt sted, siger 41-årig sygeplejerske ved første retsmøde i Oldenburg.

Den tyske sygeplejerske Niels Högel tilstår tirsdag, at han har dræbt 100 patienter. 

Det skriver dpa ved retssagens begyndelse i den nordvestlige tyske by Oldenburg. 

På et spørgsmål fra den ledende dommer i sagen, om hvorvidt anklagerne mod ham er præcise, svarede Högel: 

- Ja. Det, som jeg har tilstået, fandt sted. 

De døde patienter i Nykøbing

Læs om en besynderlig og historisk drabssag fra Nykøbing Sygehus.

Den 41-årige har forklaret, at han ofte kunne finde på at sprøjte medicin ind i patienter, når han ikke havde noget at tage sig til på sine vagter. Også selv om det var farligt og nogle gange dødbringende.

Når der blev slået alarm, hastede personalet til patienten, og Högel forsøgte at redde livet for patienten, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

I anklageskriftet oplyses det, at han har dræbt 99 personer, men i weekenden rapporterede tv-stationen NDR, at Högel over for sin psykiater er kommet i tanke om endnu et drab. 

Högel begyndte at arbejde på hospitalet i Oldenburg i 1999. Året efter begyndte han på sine forbrydelser.

Den 41-årige har allerede tilbragt næsten et årti i fængsel for domme for andre patienters død.

Han blev i 2005 pågrebet, da han var ved at give en patient i Delmenhost stærk medicin, som ikke var ordineret. I 2008 blev han dømt syv års fængsel for drabsforsøg.

En anden retssag fulgte i 2014-15 som følge af pres fra en gruppe pårørende, som havde mistet familiemedlemmer, mens Högel havde været sygeplejerske.

Han blev derefter fundet skyldig i drab og drabsforsøg på fem andre ofre og blev idømt 15 års fængsel. 

Det var derefter, at Högel over for en psykiater indrømmede, at han havde begået mindst 30 drab i Delmenhorst. Dette fik myndighederne til at gå tilbage og undersøge en række mystiske dødstilfælde i Oldenburg.

Anklagemyndigheden siger, at der måske kan være tale om over 200 ofre. Men det frygtes, at det aldrig vil blive opklaret, da de dræbte er kremeret. 

Den ledende dommer ved retten i Oldenburg, Sebastian Buehrmann, siger, at målet med retssagen er at få klarlagt det fulde omfang af de seriedrab, som foregik på to tyske hospitaler gennem en årrække. 

- Vi vil gøre vort yderste for at få afdækket sandheden. Det er som et hus med mørke rum. Vi vil have lyst bragt ind i mørket, siger han.

/ritzau/dpa

Mest Læste

Annonce