Udlændinge forsvinder i stort tal fra udrejsecenter

Politik

26/12/2018 11:46

Nick Allentoft

På to år er 328 af 447 udlændinge på Udrejsecenter Kærshovedgård registreret som udeblevne, Regeringen oprettede ellers udrejsecenteret for at få styr på, hvor udlændinge på tålt ophold er.

Myndighederne har ikke overblik over, hvor flere hundrede udlændinge, der har været på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast, befinder sig. 

Det viser et svar til Folketinget fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Det skriver Politiken. 

I perioden fra 21. marts 2016 til 26. november i år har der været registreret 447 udlændinge som indkvarteret på centret, men som ikke længere er det. 

Myndighederne ved ikke, hvor langt størstedelen af de 447 befinder sig.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

- 328 af de 447 udlændinge er efter den registrerede indkvartering på Udrejsecenter Kærshovedgård registreret som udeblevne, lyder det i svaret ifølge Politiken.

- De pågældende er registreret som udeblevne enten i forlængelse af den registrerede indkvartering på Udrejsecenter Kærshovedgård eller i forlængelse af en registreret, efterfølgende indkvartering på et andet indkvarteringssted i centersystemet, hedder det.

Andre af de 447 har fået opholdstilladelse efter at have været indregistreret i udrejsecentret. 35 er sendt ud af Danmark. 

På centret er personer på tålt ophold, der ikke har opholdstilladelse, men som ikke kan udvises. Det kan for eksempel være, fordi de risikerer dødsstraf i hjemlandet. 

Derudover er der tilknyttet afviste asylansøgere, hvis udrejsefrist er overskredet, samt personer udvist ved dom. 

Da regeringen besluttede at oprette Udrejsecenter Kærshovedgård, var det blandt andet med den begrundelse, at myndighederne skal have styr på, hvor udlændinge på tålt ophold befinder sig.

- Vi har med dybt kriminelle mennesker at gøre. Det er krigsforbrydere, det er mordere, det er voldtægtsmænd, som vi ikke kan sende ud af landet, og derfor bliver vi nødt til at tåle dem, sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i juni 2016.

- Men det skal også være sådan, at vi har fuldstændig tjek på, hvor de er, og det har man ikke haft indtil videre, sagde hun. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce