Ukrainsk præsident hyrer Anders Fogh som rådgiver

Politik

27/05/2016 22:24

Nick Allentoft

Den tidligere danske statsminister skal rådgive præsidenten i det konflikthærgede Ukraine.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den tidligere danske statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, skal være rådgiver for den ukrainske præsident, Petro Porosjenko. Det skriver Kijev Post.   Ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian har præsidenten lagt et dekret op på sin hjemmeside, hvori han oplyser, at den tidligere danske statsleder er ansat på freelancebasis.   Porosjenko har siden bekræftet ansættelsen i en besked på Twitter.

Anders Fogh Rasmussen, der var Venstre-statsminister i Danmark fra 2001 til 2009, bliver dermed ikke en del af Petro Porosjenkos faste stab, men skal fungere som en ekstern rådgiver.

Den tidligere danske statsminister, der var generalsekretær for Nato fra 2009 til 2014, var Natos ansigt ud ad til, da konflikten mellem Ukraine og Rusland brød ud - en konflikt, der stadig er i gang i det østlige Ukraine.   Med konfliktens begyndelse blev forholdet mellem Rusland og Nato koldere og koldere.   Anders Fogh Rasmussen var derfor manden, der i marts 2014 blandt andet kunne informere om, at Nato og Rusland havde afbrudt en række samarbejder - herunder en fælles flådemission.   Efter nordmanden Jens Stoltenberg 1. oktober 2014 overtog posten som generalsekretær i Nato, stiftede Anders Fogh Rasmussen sin egen konsulentvirksomhed Rasmussen Global, ligesom han har arbejdet for det internationale konsulentfirma Boston Consulting Group.   I forbindelse med sin ansættelse ved Boston Consulting Group afviste han, at han var ved at trappe ned.   - Det er ikke noget, jeg har brugt meget tid på at overveje. Jeg tror heller ikke, at det ville være sundt for mig og mit helbred. Pensionering er ikke noget, der optræder i min ordbog, sagde han dengang.   Konflikten i det østlige Ukraine koster stadig både separatister og regeringsstyrker livet, og torsdag afviste den tyske kansler, Angela Merkel, at de resolutioner fra EU, der er rettet mod Rusland, vil blive ophævet.   BLÅ BOG: Anders Fogh skal være præsidentrådgiver 15 år efter at han blev statsminister i Danmark, skal Anders Fogh Rasmussen rådgive den ukrainske præsident. Navn: Anders Fogh Rasmussen   Alder: 63 år   Fødested: Holmegården i Ginnerup   Nationalitet: Dansk   Uddannelse: Samfundssproglig student i 1972 fra Viborg Katedralskole, cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1978.   Karriere:    1973: Folketingskandidat for Venstre   1974-1976: Formand for Venstre Ungdom   1978: Valgt til Folketinget   1987-1990: Skatteminister   1990-1992: Økonomi- og skatteminister   1992-1998: Politisk ordfører for Venstre   1994-1998: Næstformand for Venstre   1998-2009: Landsformand for Venstre   2001-2009: Statsminister   2009-2015: Generalsekretær for Nato   2015-: Stifter af konsulentfirmaet Rasmussen Global   Civilstand: Gift med Anne-Mette Rasmussen siden 1978. De to har tre voksne børn.   Kilder: Ritzau, Den Store Danske, Folketinget.dk   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.