Statsminister Erna Solberg satser på at forny sit mandat. Men valget er tæt.

Valg i Norge: Fire ting der er værd at vide

Politik

10/09/2017 21:15

Nick Allentoft

Nordmændenes stemmer betyder ekstremt meget, når der mandag er valg til Stortinget i Norge.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når nordmændene mandag går til valg, er det svært at spå om udfaldet. Søndag er nogle nordmænd også begyndt at stemme. Meningsmålinger peger på tæt løb, men med et lille tip til den siddende borgerlige regering.

Søndag er det kommet frem, at Arbeiderpartiet har sendt 500.000 sms'er til nordmænd med en opfodring om at stemme på partiet.

Her er fire ting, der er værd at vide om valget til det norske parlament, Stortinget.

1. Få hundrede stemmer kan afgøre valget.

Nordmændenes stemmer betyder mere end nogensinde før. For de to blokke ligger meget tæt i meningsmålingerne, og flere partier ligger og vipper omkring spærregrænsen, der i Norge er på fire procent af stemmerne.

Derfor kan nogle få hundrede stemmer afgøre, om det bliver den rødgrønne eller den blå blok, der løber med sejren.

2. De små partier spiller nøgleroller.

I det norske Storting er der otte partier, hvoraf ingen står til at få over halvdelen af stemmerne alene. Derfor er støttepartierne afgørende for, hvem der løber med regeringsmagten.

De to største partier er Høyre, som statsminister Erna Solberg er formand for, og Arbeiderpartiet, som Jonas Gahr Støre leder.

Høyre har de seneste fire år dannet regering med det indvandringskritiske Fremskrittspartiet med støtte fra Kristelig Folkeparti (KrF) og Venstre.

I oppositionen har Arbeiderpartiet støtte fra Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti.

Det ottende parti er Miljøpartiet De Grønne (MDG). Det erklærer sig selv for uafhængigt og parat til at forhandle med begge blokke. Dog nægter MDG at støtte en regering med Fremskrittspartiet.

3. Solberg ses som den mest folkelige statsministerkandidat.

Statsminister Erna Solberg bliver betragtet som den mest glade og folkelige partileder, viser en måling foretaget af Norstat.

Oppositionsleder Jonas Gahr Støre anses også som folkelig - men ikke i lige så høj grad som sin konkurrent.

Han bliver til gengæld opfattet som elitær af over hver femte adspurgte. Og det er mere end alle de andre partiledere. 

Fremskrittspartiets leder, Siv Jensen, er den partileder, som af flest bliver kategoriseret som aggressiv. Hver tredje opfatter hende som egoistisk, og hver fjerde svarer, at hun fremstår sur.

4. Nordmændene går til valg i økonomiske opsvingstider.

Norge, der er den største olieproducent i det vestlige Europa, har haft økonomisk vækst i årets to første kvartaler, mens arbejdsløsheden falder. I juni var den på 4,3 procent.

Fremgangen kommer, efter at landet blev ramt af faldende oliepriser.

Som modsvar har regeringen blandt andet givet skattelettelser på over 21 milliarder norske kroner.

Det har fået kritikere til at beskylde regeringen for at bruge for mange penge af Norges store opsparing.

Kilder: NTB, Aftenposten og AFP. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.