Vi er en nation af forkælede - det gælder bare ikke os selv

Velfærd

02/10/2014 23:07

Nick Allentoft

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når danskerne i en ny meningsmåling skal udpege, hvem de mest forkælede i samfundet er. Det skriver Kristeligt Dagblad.

 Blandt udsagnene i undersøgelsen er:
”Der bliver simpelthen vist al for megen omsorg for børnefamilier. Alt skal problematiseres ...Det er sygt.”
”De unge får for meget forærende og lærer ikke at arbejde for noget.”
”68’erne er den generation, der sidder på den største boligbundne kapital, men også den generation, der kræver mest af samfundet under påskud af, at de i deres arbejdsliv allerede har betalt.” 
I det hele taget kræver danskerne generelt mere af det offentlige, end de egentlig har brug for, mener 52 procent af befolkningen i målingen, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad. Kun tre procent mener dog, at de selv kræver mere, end de reelt har brug for. 61 procent mener desuden, at der bør stilles flere krav til modtagelse af offentlige ydelser. 
Og det hænger blandt andet sammen med den seneste tids fokus på dem, der udnytter systemet, mener Jørn Henrik Petersen, professor dr.phil. ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet.
”En af konsekvenserne af velfærdsstaten er den udbredte holdning, at den enkelte i hvert fald skal have, hvad man er berettiget til, når nu man betaler så meget i skat, og det kan man godt kalde forkælelse. Samtidig har udviklingen med stadig større kommuner og enheder i det hele taget været medvirkende til, at nærheden og det personlige ansvar mindskes,” siger han. 
En anden forklaring er det stigende antal plejekrævende ældre fra 68-generationen, der er mere eksplicitte omkring deres rettigheder end tidligere generationer, mener livsstilsekspert og strategisk direktør i reklamebureauet Envision, Anne Glad.
”Det er blevet mere tydeligt de seneste år, at vores velfærdsmodel for alvor er under pres. Både på grund af de mange besparelser og fordi omsorgen for den store efterkrigstidsgeneration er ved helt grundlæggende at ændre på fordelingen af ressourcer. Men vi er generelt bange for at tage de store værdidebatter i Danmark, så i undersøgelser som denne kan folk få luft for deres frustrationer over andres forkælede livsførelse,” siger hun.

Læs hele artiklen i Kristeligt Dagblad eller på k.dk

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.