En dansker er testet positiv for COVID-19

27/02/2020 09:31

Kristian V. Jensen

En dansker er testet positiv for den nye coronavirus COVID-19.

Natten til torsdag blev en dansker testet positiv for COVID-19. Det er den første konstaterede smitte med ny coronavirus i Danmark, siden virusset udbrød i Hubei-provinsen i Kina i december 2019.

”Vi tager den nye situation meget alvorligt. Arbejdet med at inddæmme og opspore er nu gået i gang. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at sygdommen breder sig i Danmark,” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Styrelsen for Patientsikkerhed er i tæt dialog med patienten om de personer, borgeren har været i kontakt med. Arbejdet med kontaktsporing og inddæmning er dermed gået i gang.

Den smittede borger blev onsdag testet for, om vedkommendes symptomer var tegn på COVID-19. Prøven blev sendt til Statens Serum Institut, der står for udførelsen af testen for COVID-19.

Statens Serum Institut har løbende foretaget test af danske borgere, der har udvist symptomer, der kunne være tegn på COVID-19. Alle prøverne er indtil onsdag testet negativ for smitte med COVID-19.

Ligesom andre former for virusbetinget lungebetændelse, er der ikke specifik medicin i mod selve sygdommen, men i det danske sundhedsvæsen er der gode muligheder for at give understøttende behandling. Den nuværende viden om COVID-19 viser, at størstedelen af patienterne kun har lette symptomer, og ikke har behov for sygehusbehandling. De alvorlige symptomer forekommer mest hos personer, der er ældre, eller har underliggende sygdomme i forvejen.

Foto: Unsplash

 

Mest Læste

Annonce