Foto: Shutterstock

Folketingets Ombudsmand bekymret: Sundhedsministeriet udfordret

Sundhed

19/03/2021 11:08

Theis

Folketingets Ombudsmand har den 18. marts 2021 udtrykt bekymring i forhold til sundhedsmyndighedernes sagsbehandlingstider i aktindsigtsager.

Folketingets Ombudsmand har siden maj 2020 haft fokus på sagsbehandlingstiderne i aktindsigtssager hos Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Folketingets Ombudsmand har løbende anmodet ministeriet om en status på, hvorvidt bl.a. offentlighedslovens og miljøoplysningslovens frister overholdes i hhv. departementet og de tre styrelser.

Sundhedsstyrelsens sagsbehandling i aktindsigtssager sker i overensstemmelse med fristerne i hhv. offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, mens der beklageligvis fortsat er udfordringer med at overholde sagsbehandlingsfristerne i offentlighedsloven og miljøoplysningsloven hos Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Udfordringerne med sagsbehandlingstiderne i Sundhedsministeriet skyldes fortsat bl.a., at: 

  • Sundhedsministeriet modtager et meget stort antal aktindsigtsanmodninger, især om indsatsen mod covid-19.
  • De medarbejdere, der skal bidrage til behandlingen af aktindsigtssagerne, er de samme medarbejdere, der skal håndtere covid-19-beredskabsmæssige opgaver.
  • Aktindsigtsanmodninger om covid-19 er ofte af kompleks karakter, eller vedrører en omfattende mængde materiale og er dermed ofte tidskrævende at behandle.

Sundhedsministeriet har stort fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden for behandlingen af aktindsigtssager.

Sundhedsministeriets departementschef, Svend Særkjær, udtaler:

"Sundhedsministeriet tager udtalelsen om bekymring fra Folketingets Ombudsmand alvorligt. Sundhedsministeriet har haft mere end dobbelt så mange aktindsigter som normalt. Derudover er ministerium og styrelser underlagt et ekstraordinært stort arbejdspres under epidemien, men det skal ikke gå ud over sagsbehandlingstiden for aktindsigter. Det skal vi have rettet op på. Derfor har vi etableret et aktindsigtssekretariat, der nu gøres permanent, og vil også indkøbe ekstern bistand, så sagsbehandlingstiden kan blive bragt ned."

Sundhedsministeriet har bl.a. pr. 1. januar 2021 etableret et aktindsigtssekretariat, der gøres permanent, herunder opnormeret på medarbejdersiden, for at imødegå udfordringerne med sagsbehandlingstiderne. Derudover vil der blive indkøbt ekstern bistand til brug for pukkelafvikling. Det er forhåbningen, at disse initiativer på sigt vil have positiv effekt på sagsbehandlingstiderne.

Mest Læste

Annonce