Det bliver en dyr fornøjelse at få Tour de France til Danmark. Foto: Shutterstock
Det bliver en dyr fornøjelse at få Tour de France til Danmark. Foto: Shutterstock

Tour de France i Danmark koster mere end 180 millioner kroner - og du betaler

Forbrug

16/06/2022 08:23

J. Bøgen

Regningen for at få Tour de France til Danmark løber op i et trecifret millionbeløb, og det betales med skattekroner.

Der har været kæmpet for det i årevis, og nu er vi snart ved den magiske dato: Fredag d. 1. juli ruller Pelotón ud på dansk asfalt, og 2022-udgaven af Tour de France bliver officielt skudt i gang.

Men den historiske start i Danmarks hovedstad kommer med et prisskilt - et rigtig stort et af slagsen. Som betales med skattekroner.

Det kan Politiken afsløre efter en omfattende aktindsigt.

13 kommuner bruger samlet 121 millioner kroner

Ikke overraskende viser Politikens aktindsigt, at det er Københavns Kommune, der har de største udgifter til Tour'ens danske besøg. Faktisk må hovedstaden have 47,5 millioner kroner op af kommunekassen for at dække omkostningerne ved afholdelsen af 1. etape.

I takt med, at feltet bevæger sig gennem Danmark, varierer kommunernes udgifter alt efter, om Tour'en blot kører igennem kommunen, eller en etape starter eller slutter i en given by.

Blandt de kommuner med størst udgifter kan nævnes Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg, der må slippe mellem 10 og 21 millioner kroner pr. kommune.

Alt i alt har 13 kommuner udgifter til Tour de France i Danmark, og det samlede beløb lyder på mere end 121 millioner kroner - som altså betales med skattekroner.

Men der er mere ...

Udover kommunerne må regionerne samlet af med 15 millioner kroner, og staten spæder til med 20,6 millioner kroner.

Endelig kan man i et folketingssvar læse, at politiet forventer at bruge mere end 23 millioner kroner på sikkerhedsindsatsen på de tre danske Tour-etaper - altså mere end syv millioner per etape.

Så det samlede prisskilt for at afholde tre Tour de France-etaper i Danmark bliver altså mindst 180 millioner kroner. Og det er kun de udgifter, der bliver betalt af det offentlige via skatteindtægter.

Politikens journalister har forsøgt at få et indblik i betingelserne, staten og kommunerne har sagt ja til i forbindelse med afholdelsen, herunder hvor stort et gebyr, man faktisk betale for at få starten - men alle aftaler om salærer og vilkår er omgivet af komplet fortrolighed, og det har derfor ikke været muligt at få nogen svar.

Mest Læste

Annonce