Måneden byder på markant færre salg end de øvrige.
Lige nu læser andre
Landets sommerhusmæglere kan godt smide badesandalerne og finde de hurtige sko og de blå overtrækssutter frem.
For ifølge en ny opgørelse får de højst sandsynligt temmelig travlt med fremvisninger i august og september.
Opgørelsen fra Home, ud fra fordelingen af sommerhushandlerne sidste år, viser, at eftersommeren og også efteråret er rigtig fine måneder for sommerhussalg.
”Man kan roligt sige, at sommerferien sælger sommerhuse. Mange familier samler appetit til et sommerhuskøb i sommerferien,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
Han uddyber:
Læs også
”De har måske lidt ’sommerferie-blues’ lige nu efter mange gode oplevelser med hinanden ude i sommerlandet og har fået smag for at eje i stedet for at leje. Og tilbage i hverdagen begynder de at søge efter sommerhus i løbet af august og september.”
August er næstbedste ’sommerhus-sælger’
Ca. 21 % af alle årets sommerhushandler lå i august og september, viser Homes beregning. Og faktisk er det kun maj måned, der overgår august som ’topsælger’ af sommerhuse med 11,5 % af årets sommerhushandler, mens august stod for 11,1 % af handlerne hos Homes sommerhusmæglere i 2024.
”Så lige efter sommerferien er et godt tidspunkt at sætte sommerhuset til salg,” konkluderer Homes analytiker, der understreger, at de enkelte måneders andel kan svinge lidt fra år til år, hvis der er særlige markedsvilkår eller renteudvikling, der spiller ind, men august og september er typisk rigtig gode salgsmåneder for sommerhuse.
Juli er dog som regel også ganske god, og i år har der været ekstra travlt.
Homes tal viser, at sommerhussalget i juli ligger godt 30 % over juli sidste år.
Det kan tyde på en ekstra interesse for sommerhuskøb de kommende par måneder sammenlignet med sidste år.
Sommerhusejerne styrer markedet
Læs også
I virkeligheden er det i høj grad sommerhusejere med salgsplaner, der styrer markedet, lyder det også fra Home.
”For køberne er faktisk mere eller mindre købsklar hele året – måske lige bortset fra omkring jul og nytår – og slår til, når der kommer ’friske forsyninger’ til markedet i form af flere sommerhuse til salg,” siger Henrik Hauthorn Jensen.
Ifølge Home-kædens sommerhusmæglere vil de fleste sommerhuskøbere gerne have en ’fuld’ sæson i deres nye sommerhus – fra første forårssolstrejf – så mange af dem er sådan set klar, hvis det rigtige hus er der.
Derfor kan det også være en god idé at sætte til salg tidligt på året – lidt før de fleste andre.
”Er du ’tidligt ude’ med dit sommerhussalg, har du lidt bedre plads at spille på og mere synlighed til dit sommerhus, inden udbuddet typisk vokser markant i april og maj,” slutter Homes analytiker.
Måned | Salg % |
Jan | 3,9 |
Feb | 6,1 |
Mar | 6,3 |
Apr | 10,9 |
Maj | 11,5 |
Jun | 8,4 |
Jul | 9,4 |
Aug | 11,1 |
Sep | 10,3 |
Okt | 8,2 |
Nov | 7,2 |
Dec | 6,7 |
I alt | 100 |