Det gælder om at være på vagt.
De fleste danskere bruger digitale løsninger hver eneste dag.
Netbank, offentlige selvbetjeningsløsninger og MitID er blevet en fast del af hverdagen.
Netop derfor er det vigtigt at være opmærksom, når svindlere forsøger at udnytte den tillid, mange har til de kendte systemer.
Få klik kan være nok til at havne på en falsk hjemmeside, som ligner den rigtige.
Nu har en ny advarsel, som danskerne skal være opmærksomme på, set dagens lys.
Digitaliseringsstyrelsen advarer
Advarslen kommer fra Digitaliseringsstyrelsen og er udsendt via Mit digitale selvforsvar.
Den omhandler en falsk loginside, som udgiver sig for at være MitID Erhverv.
Ifølge advarslen forsøger siden at narre brugere til at afgive MitID-oplysninger og andre følsomme informationer.
Den falske side har ingen tilknytning til hverken MitID Erhverv eller Digitaliseringsstyrelsen.
Digitaliseringsstyrelsen opfordrer derfor brugere til at være ekstra varsomme, hvis de modtager mails eller beskeder med links, der hævder at føre til MitID Erhverv.
Sådan skal du forholde dig
Digitaliseringsstyrelsen skriver videre, at du bør undlade at åbne linket til den falske side.
Du bør heller ikke indtaste MitID-oplysninger eller andre personlige oplysninger, når du bliver sendt videre til den omtalte loginside.
Har du modtaget en mail eller besked med link til den falske side, anbefales det, at du sletter beskeden.
Hvis du allerede har klikket på linket eller afgivet oplysninger, anbefaler Digitaliseringsstyrelsen, at du straks kontakter Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37.
Her kan du få vejledning om, hvilke skridt der bør tages for at begrænse risikoen.