Det er ikke ligefrem opløftende.
Lige nu læser andre
Efter en efterårsferieuge, der kun har budt på lidt lokal regn og ellers fint og roligt vejr med god plads til solen, har vejret nu skiftet karakter.
Skyer, regn og blæst vil være de primære vejrfænomener, der pryder den kommende uges menukort, og i dag er ingen undtagelse.
En okklusion med regn strækker sig her til morgen fra Nordjylland over Nordsjælland til Bornholm og skal i løbet af morgentimerne bevæge sig væk mod nordøst.
Det skriver DMI.
Mulighed for sol
På bagsiden af okklusionen strømmer en fugtig og mild luftmasse op over landet, hvorfor de vestlige egne starter morgenen ud med temmelig snusket vejr.
Læs også
Sigten bedres i løbet af dagen, men samtidig trækker flere og flere regnbyger ind over hele landet fra Nordsøen.
Havvandet i Nordsøen er stadig relativt lunt, og det kan godt sætte ekstra gang i bygerne, således at de især i de vestlige egne lokalt kan være med torden.
Leder man efter solstrejf, skal man nok være meget heldig at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Det kunne f.eks. være på Bornholm, som ser ud til lige at få et kig til solen i eftermiddag, inden bygerne også når dertil.
Regnen og bygerne ledsages af en let til frisk vind fra syd og sydøst, der i eftermiddag i de vestlige egne drejer til sydvest.
Læs også
Mange steder langs kysterne kan det dog blæse med en hård vind – lokalt op til kuling.
Temperaturen forventes at nå op mellem 11 og 15 grader, men i det halvblæsende og våde vejr kan det jo godt føles lidt køligere.
En uge med efterårsvejr
Stilen er hermed lagt til resten af ugens vejr, hvor især et lavtryk senere på ugen ser ud til at skulle bruge lang tid på at passere Danmark.
I den forbindelse ender det med at kaste en del regn af sig.
Seneste prognose viser, at der når ugen er omme kan være faldet et sted mellem 25 og 60 mm regn, men mængderne svinger fra kørsel til kørsel.
Læs også
På landsplan er der indtil videre faldet 52,6 mm regn i oktober. Lavtrykket kommer også til at bringe både skyer og blæsevejr med sig, så det må siges, at det bliver ægte, dansk efterårsvejr.
DMI skriver, at det kommer til at regne samtlige dage resten af ugen – så husk paraplyen.